Cand.mag. i filosofi, Julie Mark

”Uddannet til arbejdsløshed”

  • 14 sep. 2015 Kl 9:05

Sådan lød overskriften på en artikel i Politiken for tre år siden. Den handlede (nok engang) om, at vi uddanner for mange humanister. Og ingen kunne vel være så tåbelig at vælge filosofi – dem er der da slet ikke brug for. Casen i artiklen var filosofistuderende Julie Mark. Hvordan gik det hende så?

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Politiken: Kunne du ikke bare vælge et studium, hvor du havde nemmere ved at finde et job?

Julie Mark: Nej, for der vil altid være brug for folk, der har lært at tænke kritisk. Vi kan hjælpe samfundet med at undgå at blive for ensidigt og lukket, fordi vi ikke kan forstå hinanden.

Politiken: Og hvad er din nødplan, hvis du alligevel ikke får job?

Julie Mark: Jamen, det gør jeg da. Selvfølgelig får jeg et job. Hvis man er god nok til at sælge sig selv, skal det nok gå.

Bragt 12. august 2012

En naiv 24-årig filosofistuderende eller en målrettet én af slagsen?

Ja, bedøm selv, når du får the rest of the story.

Julie er i dag 27 år og blev færdig i april måned 2015 med filosofien. 1½ måned efter sad hun i drømmejobbet.

- Jeg har altid haft den regel, at hvis jeg gik ud foran en bus i morgen, så ville jeg fortryde, at jeg havde spildt de sidste år af mit liv på et studium, jeg ikke brændte for. Passionen er drivkraften og giver energien.

Hun har testet det. Læste markedsføringsøkonom i et halvt år, fordi hun er god til matematik og fordi, der var gode jobudsigter. Det var en nitte.

I dag i hendes nye job bruger hun til fulde alle sine specialistkompetencer fra sit filosofistudium. Helt konkret sætter hun fx erkendelsesteoretiske ord på alle de ideer, som hendes chefer i et større landskabsarkitektfirma fostrer. Deres kreativitet får grundfæste, dokumentation og argumentation, når Julie har været inde over.

Efterspørgsel på specialistkompetencer

Julie kan godt spore en trend i større virksomheder, der ser potentialet i at have specialister til at omsætte og oversætte det mere fluffy til noget mere konkret eller blive kritisk udfordret på menneskesyn og tankegang.

- Jeg vil arbejde et sted, hvor jeg kan bruges på grund af mine kompetencer. Ikke på trods af. Jeg var lidt fræk til ansættelsessamtalen, da de spurgte, om jeg kunne Photoshop og InDesign. Det kunne jeg ikke. Mit svar var, at de skulle ansætte mig for det, de ikke kan lære mig – filosofien, frem for på det de kan lære mig på en uge. Det svar kunne de godt lide.

Kompetencetilløbene skal man tage i studietiden, er Julies råd.

For selvfølgelig kan der være langt fra universitetets teoridyrkelse til en virksomheds kontante behov for en opgaveløsning.

Hendes vej ind i arkitektfirmaet var en lønnet praktik i studietiden, hvor de utraditionelt valgte en filosofistuderende frem for en arkitektstuderende.

- De var nysgerrige på, hvad jeg kunne. Og jeg fandt ud af, at deres værdier var mine. Så jeg gik målrettet efter jobbet, da jeg blev færdig. De nåede at ringe mig op, inden jeg var begyndt at ansøge om noget som helst.

Dansk Industri med flere stiller vedholdende spørgsmålstegn ved, om der er brug for humanister i det private?

Kom igen, Politiken!

0 kommentarer