Tre spørgsmål til Inger Støjberg

  • 10 feb. 2011 Kl 12:48

Viborg, den 03.01.2011

Til beskæftigelsesminister Inger Støjberg

Jeg er én af de ledige, der meget gerne vil i arbejde. Jeg er 60 år og har stort set altid været i arbejde – kun afbrudt af mindre perioder, hvor jeg har skiftet fra ét arbejde til et andet.

Den økonomiske krise samt til tider lovgivningen har gjort det unødvendigt besværligt at finde arbejde. Jeg vil gerne begrunde, hvor jeg mener, at lovgivningen er uhensigtsmæssig og direkte kan spænde ben for ledige. Jeg er uddannet akademiker og har arbejdet som sådan i en årrække, kun afbrudt af kortere perioder, hvor jeg har arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende. Jeg holdt som selvstændig i 2009, og nu skulle jeg så som 59-årig finde nyt arbejde.

Jeg er samtidig flyttet til en ny region, så jeg har i dag ikke det store netværk til virksomheder og enkeltpersoner, der kan skaffe mig job. Men hellere arbejde end gå arbejdsløs. Derfor tog jeg sidste efterår turen rundt til forskellige boenheder i Viborg og spurgte, om de manglede vikarer. Det gjorde de ikke, men kort tid efter fik jeg faktisk tilbudt 2 job. Det var som pædagogmedhjælper på laveste løntrin og uden pension, for det kan man nemlig først få, når man har været ansat i et år. Men jeg fik til gengæld et yderst livsbekræftende arbejde for beboere, jeg meget gerne vil arbejde for og med. Og gode kolleger tilligemed.

I alt arbejdede jeg på Boenheden Skaglen i 17 måneder. Her blev min ansættelseskontrakt forlænget 3 gange – og herefter var det så desværre ud. Når du er blevet forlænget 3 gange, skal du fastansættes. Sådan er overenskomsten. Og det skete på et tidspunkt, hvor der var totalt ansættelsesstop i Viborg Kommune. Så selvom der stadig var arbejde til mig på institutionen, blev jeg nødt til at holde. Da jeg stoppede, manglede jeg kun 131 timer i at kunne starte forfra i dagpengeforløbet.

Uhensigtsmæssig lovgivning

Situationen er pt. stadig den, at der fyres ansatte på institutionerne. Og alligevel kan institutionerne ikke undvære at ansætte vikarer, der er et nødvendigt fleksibelt led, når f.eks. sygdom og efteruddannelse gør, at der ikke er den nødvendige arbejdskraft på institutionerne. Vikarer er altså en nødvendighed. Jamen så skulle alle mine problemer vel være væk, når jeg gerne vil arbejde – og institutionen og brugerne gerne vil have mig? Nej, så let er det ikke, for her kommer en uheldig side af lovgivningen ind i billedet: G-dagene.

Jeg kan godt forstå princippet om, at man vil tvinge arbejdsgivere, der bruger mange løsarbejdere, til at fastansætte deres ansatte. Men det kan ikke gælde overalt. På det område, hvor jeg har arbejdet, er der fortsat brug for vikarer, men samtidig skæres der ned i antallet af fuldtidsansatte. Som ledig kan man kun få suppeleret op i 30 uger. Ligeledes et træk der skal modvirke, at ledige fastholdes i ledighed. Men I får ikke os ledige i arbejde, når vi gang på gang rammes af G-dagene. For hvilken arbejdsgiver har råd til at betale for 3 G-dage, hver gang en vikar må fyres, når der ikke er timer nok? Min arbejdsgiver har betalt for en del G-dage. Og det kan de klart ikke blive ved med. Jeg mener, at G-dagene i jobsituationer som min er forkerte.

I og vi skulle være glade for, at der er arbejde at få, og at man kan holde sig selv beskæftiget uden offentlig støtte i flest mulige timer. I gør det med jeres lovgivning stort set umuligt at arbejde som løs vikar som ledig. Dette arbejde bliver så reserveret til de pædagogstuderende, som kan påtage sig de timer, de selv ønsker – uden at skulle skele til G-timer, fordi de ikke er i understøttelsessystemet. Timerne er der for vikarer. Og hvis G-dagspolitikken var lempeligere, kunne vi også komme i arbejde. Det synes jeg, at I skal se på fra politisk hold.

Jeg har et andet punkt, hvor jeg finder lovgivningen på området er utilstrækkelig. Når man som ledig arbejder i mere end 20 timer om ugen, må man selv bestemme, om man vil aktiveres. Ordinært arbejde kommer trods alt før støttet arbejde. Jeg har arbejdet i mindst 30 ugentlige timer. Fra april til oktober lød min kontrakt på minimum 30 ugentlige timer. Så jeg har ikke modtaget understøttelse i denne periode, men har stået tilmeldt Jobcenteret uden ydelse. Alligevel tikker ” nedtællingen” som ledig.

En privat aktørs uprofessionelle ageren

Jeg er henvist til anden aktør fra Jobcenteret i Viborg. Nærmere bestemt til IKU, Institut for Karriereudvikling. (At der så desværre ikke er dækning for denne flotte titel, er en helt anden sag). Pludselig i uge 44/2010 opdager IKU, at jeg skulle have været aktiveret i uge 1/2010, og derfor skal aktiveringen/jagten på et arbejde nu gå stærkt, og selvom det snart er jul, skal jeg partout finde et sted for en virksomhedspraktik her og nu. Jeg har arbejdet som erhvervskonsulent og –chef i mange år. Så jeg kender alt til, at det er vigtigt at vise respekt begge veje. Dels for den ledige, der skal ud, men også for virksomheden, der skal have én i virksomhedspraktik eller løntilskud. Virksomhederne påføres meget ekstraarbejde, når de løbende kontaktes af de mange ledige om job – efter opslag eller uopfordret. Det kan næsten ikke undgå at blive en voldsom ”tidsrøver”.

Mange virksomheder gearer ned op til jul, hvor der er en særlig form for travlhed. Mange gør status, der skal tælles op, og det er ikke praktikanter, man har i hovedet. Derfor er det ikke rimeligt, at man giver en ledig få uger i december til at finde et sted, hvor man kan komme i virksomhedspraktik. For der skulle jo gerne være et jobperspektiv. Det er trods alt offentlige midler, der bruges. Så derfor skal der jo gerne komme andet end ren og skær opbevaring ud af aktiveringen.

Forhistorien er, at jeg på ny blev tilmeldt dagpengesystemet pr. 01.10.2010, og den 29.10.2010 var jeg så indkaldt til et fælles informationsmøde hos IKU sammen med andre ledige. Efter mødet talte jeg kort med IKU’s konsulent, der opfordrede mig til at søge job hos dem, da de evt. manglede én i Holstebro, og her havde jeg jo et rigtig godt kendskab til virksomhederne, da jeg har arbejdet her i 6 år som erhvervskonsulent. Jeg skulle stile ansøgningen til hendes chef, Johnnie Møller Knudsen. Så det gik jeg hjem og gjorde samme dag. Men som sædvanlig, fristes jeg til at sige, hørte jeg intet fra IKU. Når jeg tillader mig at sige som sædvanlig, skyldes det, at den konsulent, jeg først på året havde hos IKU, opfordrede mig til at sende 3 ansøgninger til IKU i Randers og til føromtalte Johnnie Møller Knudsen. Og også her hørte jeg intet som helst.

Det undrer mig, at et firma, der lever af at hjælpe ledige i gang igen, ikke selv kan overholde god skik, når de modtager en ansøgning: De kunne som et minimum kvittere for modtagelsen. Men det havde da set pænt ud, om de havde sendt ansøgeren et svar! Og da især, når man selv har opfordret mig til at ansøge. Jeg indkaldes 05.11.2010 til individuelt møde, hvor konsulenten starter som følger: Du må undskylde, at jeg tager det som ren afslapning, når det er dig, der er her, for du kan jo klare dig selv. Pludselig kaster hun et blik ned i mine papirer: GUD, jeg kan se, at du allerede skulle have været aktiveret i uge 1/2010 i år!!! Nu får vi godt nok travlt. Og hun fortalte om et konkurrerende firma til IKU, som nu var i gang med en retssag, fordi kommunen, der havde hyret dem, ikke ville betale dagpenge, når firmaet ikke havde overholdt tidsfristerne for aktivering.

Konsulenten fortalte, at a-kasserne pr.01.08.2010 får refusion fra kommunen og ikke længere fra staten. Hvis jeg ikke var rettidigt aktiveret, ville kommunen ikke få penge fra staten. Så nu skulle jeg aktiveres med det samme, da vi jo var i uge 44/2010 – det kunne ikke gå for hurtigt, fik jeg at vide. Og jeg blev bedt om – på mødet – at ringe til min a-kasse for at høre, om jeg var korrekt indberettet. Og det så det ud til, at jeg var, da jeg manglede 131 timer i at kunne starte forfra i systemet. Jeg har ikke været kræsen, når jeg har søgt job. Jeg har søgt job som akademiker, og det er job, jeg selvsagt helst vil have. Her har jeg søgt i Viborg, Silkeborg, Herning, Randers, Mariager, Ringkøbing, Aars, Løgstør med flere.

Men jeg har også søgt alle andre typer job: Som pædagogmedhjælper, på kontor, ved diverse vikarbureauer og sågar flere job som juleassistance samt job i blomsterbutikker. Men for mig har der gerne skullet være en mening med galskaben. Jeg har ganske enkelt gerne villet have et job. Jeg føler nemlig, at jeg har en del gode år tilbage på arbejdsmarkedet, før jeg skal pensioneres. Så jeg har søgt ordinære job – enten på fuld tid eller endda på deltid. Men nu fik jeg at vide, at det der med jobperspektiv skulle jeg overhovedet ikke bekymre mig om. Nu skulle processen speedes op. (Men der har jo slet ikke været nogen proces). Så vi aftalte nogle virksomheder, hvor jeg skulle søge før vort næste møde, hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

Den 24.11.2010 ringede jeg til konsulenten fra IKU for at fortælle, at jeg skulle til samtale hos Projektenheden i Herning den 30.11.2010 om et job på ordinære vilkår. Konsulenten var tilfreds hermed og fortalte, at hun havde haft et par job til mig (som løntilskud) ”af og på bordet nogle gange”, som hun udtrykte det: Et rengøringsjob og et job, hvor jeg skulle bage boller i en børnehave. Jeg måtte afvise rengøringsjobbet, som jeg allerede havde aftalt det med Jobcenterets konsulent Sonja Nielsen, da jeg har 2 dårlige skuldre, som jeg på daværende tidspunkt gik til behandling for hos Ortopædkirurgisk Hospital i Hobro. Ligesom jeg ugentligt gik til behandling hos en fysioterapeut – og det betaler jeg selv.

Jeg kan klare det meste arbejde, men ikke tungt belastende arbejde, som rengøringsarbejde er. Til bollebagningsjobbet spurgte jeg, hvor beskæftigelsessigtet var her. For mig bekendt er der ikke ansat én eneste på løn til at bage boller i en børnehave i Viborg Kommune. Svaret var, at det skulle jeg ikke tage mig af, for nu skulle jeg bare ud.

Den 02.12.2010 ringes jeg op af Herning Kommune: Jeg blev nummer 2 til stillingen, som gik til en intern fra Kommunen. Det ringede jeg straks og meddelte IKU-konsulenten, der sagde, at nu skulle der altså ske noget. Næste individuelle møde var 13.12.2010. Jeg havde forberedt mig ved at gå ind på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside, hvor de skriver om virksomhedspraktik og løntilskud. Om virksomhedspraktikken står der, at det er et tilbud, man kan få, “(…) hvis du er ledig, og har behov for at få afklaret dine beskæftigelsesmål. Eller hvis du mangler faglige, sociale eller sproglige færdigheder for at kunne få job.” Jamen her er jeg jo ikke i målgruppen.

Jeg har været på arbejdsmarkedet det meste af mit liv, og jeg er så heldig at have været i arbejde frem til oktober i år. Og har været kaldt til samtale så sent som 30.11.10 til et ordinært job. Svaret fra IKU er, at det skal jeg slet ikke beskæftige mig med, FOR NU SKAL JEG BARE UD. Så jeg får yderligere 2 tilbud, hvor jeg enten kan komme i virksomhedspraktik eller løntilskud. Det første er en garnbutik. Her må jeg fortælle hende, at garnbranchen er kraftigt for nedadgående, og det har den været i mange år. Stadig flere butikker lukker, og der findes kun få butikker med ansatte, der modtager løn for deres arbejde. Jeg ved noget om det, for jeg har selv haft garnbutik, og jeg kender stadig folk i branchen. Det er ikke her, beskæftigelsesmulighederne bare anes. Også grossistleddet lukker ned.

Det sidste tilbud var i en genbrugsbutik. Ja, du så rigtigt. Jeg har ikke fine fornemmelser, så jeg fortalte konsulenten, at det var sådan et arbejde, jeg faktisk fint kunne finde på at påtage mig, når jeg en gang var gået på efterløn. Men der er da intet jobperspektiv i dette tilbud heller. Jeg har selv arbejdet som jobkonsulent i flere omgange. Og derfor kan jeg med faglig vægt sige, at de her forslag, jeg har modtaget fra IKU, overhovedet ikke er i orden. Det er ren og skær opbevaring. Og det kan vel ikke være meningen med hverken virksomhedspraktik eller løntilskudsordning.

Konsulenten fortalte mig også, at hun havde spurgt hos Sumborg (tidligere Inspiration) da hun købte julegaver, om de ikke kunne hjælpe hende med at lave et job til én, der så kunne pakke julegaver ind i 4 uger. Helt ærligt! De har råd til at betale for deres juleassistance. Det var noget helt andet, om de skulle give en hånd til f.eks. at hjælpe en ung ud på arbejdsmarkedet. Jeg fik til sidst at vide, at hendes chef ville have, at jeg skulle møde til et særligt forløb, der starter 04.01.2011. Her skal man møde hos IKU i 100 timer ud af 28 dage og søge et sted for virksomhedspraktik eller løntilskud.

Den 21.12.2010 finder jeg så selv en plads for en virksomhedspraktik som pædagogmedhjælper (på en boenhed for unge med Downs syndrom). Et arbejde, der for mig giver god mening på alle måder. Og det ringer jeg og fortæller til IKU’s konsulent. Og spørger, om det så ikke betyder, at jeg ikke skal starte 04.01.2011. Men her tager jeg fejl, får jeg at vide, for hendes chef har bestemt, at jeg skal møde den 04.01.2011. Dette er dog senere blevet ændret, da konsulenten hørte, at jeg sikkert kan starte 05.01.2011 i min selvfundne virksomhedspraktik. Det forholder sig sådan, at lederen af den arbejdsplads, hvor jeg skal i virksomhedspraktik ringer til mig i løbet af 04.01.2011, for hun har jo lige skullet tale med den medarbejder, der står for vikardækning. Og så skal jeg påregne at starte dagen efter, mente hun.

Jeg finder, at det er formynderi af værste skuffe, at jeg skal starte på et kursus hos IKU i én dag, når firmaet ved, at jeg skal starte én eller 2 dage senere i praktik. Så sent som i dag oplyste konsulenten, at jeg skulle møde hos dem 05.01.2011, hvis jeg ikke senest den 04.01.2011 får en underskrift på min kontrakt med virksomheden. Lederen vil forsøge, men hun har også haft ferie indtil i dag, og hun skal jo lige have lov til at tale med den medarbejder, der står for vagtplanen. Og han er ikke på arbejde i dag.

Jeg har 3 direkte spørgsmål til dig som beskæftigelsesminister

1. Er det hensigten med loven, at man skal aktiveres stort set straks efter at man har haft arbejde i en længere periode? Når man har mere end 20 ugentlige timers arbejde, må man i dag selv vælge, om man vil aktiveres. Er det så ikke forkert, at man – straks man har forladt arbejdet – skal tvinges i aktivering i form af virksomhedspraktik eller løntilskud? Hvorfor ser man ikke på, hvor meget den enkelte rent faktisk har været i beskæftigelse?

2. Er det korrekt, at der ikke behøver at være et beskæftigelsessigte i såvel virksomhedspraktikken som i løntilskuddet? Og synes du, at det er i orden at give mig tilbud som bollebager, arbejde i en garnbutik eller i en genbrugsbutik?

3. Er det sådanne initiativer, regeringen og dens samarbejdspartnere har haft i tankerne, da I udformede lovgivningen? Som allerede nævnt mener jeg, at der skal udvises stor respekt for de virksomheder, der skal kontaktes mhp. at få ledige i arbejde. Men respekten skal også omfatte den ledige. Det er min opfattelse, at det er misbrug af offentlige midler, når jeg som akademiker tilbydes virksomhedspraktikker og løntilskudsjob hos institutioner og virksomheder, hvor der intet som helst jobperspektiv er. Og man ikke lærer nyt, der kan stille én stærkere i jobsøgningen. Hvis målet med den type aktivering, som jeg nu udsættes for, simpelthen er at få mig til at gå på efterløn, synes jeg da, at I klart skal melde denne holdning ud. Den svarer så bare ikke helt til regeringens aktuelle politik på efterlønsområdet. Skal man hjælpes til arbejde, skal initiativerne være reelle.

Jeg ser frem til et svar fra dig.

Med venlig hilsen

Ingrid Kopp
Hedevænget 202
8800 Viborg

0 kommentarer