Udsigt til tårnet på Alexanderplatz og udsigt til specialeskrivning i Berlin.

Tag til Berlin og skriv dit speciale – med løn

  • 31 mar. 2014 Kl 10:28

Jeg ved, at mange ikke får færdiggjort deres kandidat, hvis man har fået et godt job. En løsning kan være at skrive sit speciale i samarbejde med en virksomhed. Jeg gør det i Berlin.

Af stud.ling.merc. Stinne Maria Vandsø Christiansen

Stinne Christiansen_120

Stud.ling.merc. Stinne Maria Vandsø Christiansen

Yes, jeg skal bo i Berlin var min første tanke, da mit praktikophold blev godkendt af Aarhus Universitet. Jeg har en bachelor i tysk og erhvervskommunikation, og på 4. semester var jeg på udveksling i Trier. Lige siden har jeg haft et ønske om at komme tilbage til Tyskland – dog til en større by, hvor jeg med min uddannelse ville have de bedste muligheder for efterfølgende at finde et job.

Jeg fandt en praktikplads i Berlin og fik efterfølgende tilbudt et job som working student hos ShopAlike.dk – et job jeg kan beholde, indtil jeg er færdig med mit studium. Jeg tjener altså penge, samtidig med at jeg har mulighed for at skrive min kandidat i samarbejde med min arbejdsplads.

ShopAlike.dk er karakteriseret ved et internationalt miljø. Vi er folk fra 15 lande. Mine primære opgaver er PR og Social Media, men jeg har også arbejdet med Content, Quality og Partner Management. Mine alsidige arbejdsopgaver har betydet, at min horisont er blevet udvidet inden for flere kommunikationsfelter, så jeg har fået en ide om, hvad jeg i fremtiden kunne tænke mig at arbejde med.

What to do: Inden du flytter

Jeg søgte efter praktikstillinger på unicum.de og stepstone.de, fire måneder før jeg skulle afsted. De danske universiteter har også tit udenlandske jobopslag, og det var også her, jeg til sidst fandt min praktikplads.

Jeg skulle selvfølgelig også finde en lejlighed, og til det brugte jeg wg-gesucht.de, zwischenmiete.de eller studentenwg.de, hvor du finder det største udvalg.

Og så skal man have styr på nogle helt grundlæggende ting, inden man starter i praktik. Hvis du vil have din adresse i Tyskland eller åbne en tysk bankkonto, skal du tilmeldes Bürgeramt, berlin.de/buergeramt, hvilket oftest er en meget langsommelig proces. Afhængigt af hvor du bor, er der forskellige Bürgerämter, og det kan anbefales at lave en ”termin”, dvs. aftale et fast tidspunkt. Ventetiden kan ellers vare flere timer.

Tysk kultur er in lige nu

Inden jeg flyttede til Tyskland, var jeg lidt nervøs for, hvordan det ville være at arbejde i et land, hvor alt er ”Ordnung muss sein”. Tyskerne er meget åbne overfor andre nationaliteter – nok en kontrast til den indstilling vi danskere i al almindelighed har overfor Tyskland. Landets eksterne kulturpolitik, som er en vigtig del af landets udenrigspolitik, har haft stor betydning for formidlingen af et positivt billede af Tyskland i udlandet.

I løbet af de sidste år er mange unge studerende flyttet til Berlin, Hamburg og Frankfurt. Det er blevet populært at bo i Tyskland, og tysk kultur er blevet hip. Mange vælger landet for dets fremragende uddannelsessystem, den høje personlige sikkerhed og de lave studieomkostninger. Et stort udvalg af internationale virksomheder tilbyder oveni oftest lønnede praktikpladser.

Danskerne er meget velset i Tyskland for vores høje faglighed, og kombineret med praksiserfaring fra et udenlandsk praktikophold kan det være med til at booste dit cv.

Vi arbejder ikke alle ens

Et udlandsophold styrker selvfølgelig ikke bare dit cv og tilføjer det et international pist. Det er også med til at udvikle dine personlige kompetencer og udvide din horisont.  Du bliver konstant konfronteret med nye kulturer og arbejdsmåder, som du bliver nødt til at acceptere og forholde dig til.

Det kan være frustrerende at arbejde sammen med folk, hvis arbejdstilgang ligger langt fra den danske, men du lærer at være mere fleksibel, og det udfordrer din tankegang med hensyn til at finde nye, kreative løsninger i fællesskab.

Dine interkulturelle kompetencer bliver styrket, og det kan kun blive en fordel, når du skal søge job i Danmark. Masser af virksomheder skal klare sig i den globale konkurrence, og derfor er praktik i udlandet relevant og bidrager til en større international forståelse.

Et praktikophold er en spændende oplevelse og giver dig mulighed for at opleve et internationalt arbejdsmiljø. Hvem ved, måske er det denne oplevelse, der kan være med til at sikre dig et job på fremtidens arbejdsmarked.

0 kommentarer