Sådan blev man modtaget til Folkemødet på én af indfaldsvejene til Allinge!

Tænk større (eller ansæt nogen, der kan)

  • 23 aug. 2016 Kl 9:14

Stemningsrapport fra Folkemødet. Cand.mag. Frank E. Larsen tog øjne, ører og regntøj med rundt i folke- og kendismylderet.

Uniformeret og under fælles banner påskrevet disse ord, Tænk større (eller ansæt nogen, der kan), begav jeg mig, sammen med ca. 75 andre af konkurrencestatens udskud, de arbejdsløse akademikere, mod folkemødet på Bornholm.

For at opleve. For at skabe netværk (”netværke” er ikke rigtigt et ord, og lyder lidt som noget, der gør ondt). Nok også for at skabe opmærksomhed omkring MA og deres gode initiativer, givet uniformeringen.

Vi tænker større og ud af boksen

Vi var forberedt, bevæbnet med svar på, hvorfor det lige var os, der skulle ansættes til at tænke større – vi sætter produkter og idéer ind i en eller flere større sammenhænge, har øje for det ukonventionelle, tænker ud af boksen, flytter grænser med formidling, skaber nye sammenhænge. Og har en ballast i vores faglighed, små nørdede fagområder, vores faglige komfortzoner.

Alle havde tænkt over, hvad sådan et folkemøde var for noget. Studeret kort over Allinge, Bornholm, overvejet, hvilke organisationer, virksomheder, partier, det kunne være spændende at besøge. Tale med dem, der tilsyneladende er krøbet gennem nåleøjet til et rigtigt arbejde på drømmearbejdspladsen. Se og høre diverse mediekendisser og magtbastioner.

Tage på politikfestival, udendørs, netværk omkring campingbord med øl – Roskilde, bare med politik. Folkemøde. Folket mødes og diskuterer.

Habermas’ herredømmefri samtaler mellem ligesindede dukker op fra studietiden.

Et håb om politikere og ledere, som ikke bare lirer deres strømlinede papegøjetirader af i aftensolen, men sætter sig selv og deres organisation på spil for at argumentere for, hvorfor de har ret i deres synspunkter. Et håb om nye input og synsvinkler, en gensidig udveksling af de større tanker, vi reklamerer med.

Det regnede også på de kendte

Udendørs på Bornholm netop denne fredag regner det hele dagen. Vejrudsigten var med i forberedelserne, gummistøvler, paraplyer, regntøj, som dækker vores sorte t-shirt-uniformer. Regnen siver ned gennem netværkene, vi strider os ensomt fra debat til debat, teltenes indendørs tørvejr.

Jeg ser Margrethe Vestager købe sort kaffe (ikke latte), Clement Kjersgaard løbende i regnen, DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn reklamere og argumentere for DR’s berettigelse og væsentlighed tre gange i tre forskellige telte, Bertel Haarder, hvis idé folkemødet er, og en hel masse andre halv- eller helkendte politikere og mediefolk.

Frank E Larsen

Klummeskriveren indendørs – i tørvejr

Mine ønsker om at få Radio24syv og Alternativets nye forlag i tale må vente i regnen, til en bedre dag, foran 24syv står en horde af mennesker for at fange et glimt af eksempelvis Mogens Lykketoft og lytte med.

Græsrødder og toppolitikere

Ude på molen byder foreningen Gode Penge på tørvejr, øl og en quiz, som afslører, at jeg ikke helt har den økonomiske viden til at forstå foreningens synspunkter, som jeg ellers grundlæggende deler. De små græsrodsorganisationer kan man få i tale.

Jakob Ellemann varmer op for Lars Løkke på hovedscenen, giver små sarkastiske stikpiller til oppositionen, men siger ikke noget nyt, Lars Løkke smider paraplyen fra sig og spår om godt vejr senere på dagen. Han er forhåbentlig bedre til at spå om følgerne af regeringens politiske forslag end til at spå om vejret, tænker jeg siden.

Ikke langt derfra ligger Dansk Folkepartis stand. De deler kuglepenne ud, ”det forkerte parti” siger en mand ikke langt derfra.

Jeg forlader en debat om TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership), inden den går i gang. Der bliver hængt amerikanske og EU-flag op og uddelt en folder med den amerikanske ambassadør i Uncle Sam-positur, med magtfuldt amerikansk kæbeparti og lige, hvide tænder – ”we want you” – som forklarer alle fordelene ved TTIP.

Har vi den rigtige debatform?

Og så går jeg ud i regnen igen. Mediedebatter, jeg har jo blandt andet en baggrund inden for kommunikation og tv – hvad sker der, hvordan gør vi medier rentable, internettet, næsten ingen unge ser tv, hvordan sikrer vi, at medierne bidrager til en nuanceret debat og fortsat er den samlede befolknings vagthund overfor korruption og magtmisbrug i fremtiden?

Jeg tror, jeg har læst eller hørt det hele før. Jeg overvejer om ikke, det lige præcis er tv’s debatform, som har bredt sig herud i dette overdimensionerede udendørs forsamlingshus. Samme kendte og semi-kendte værter, mange af de samme gæster. Og så måske lige en enkelt med direkte erfaring med emnet, der debatteres, så der kommer nogle indspark, som ikke er dikteret af politisk observans eller korrekthed, regnearksmagi eller statistik.

Og ingen eller næsten ingen tid til spørgsmål fra en alligevel regndopet folkemængde.

Hvis man nu vendte magtbalancen og begyndte med spørgsmålene fra tilhørerne, således at hverken vært eller politiker/leder/… kunne få lov at styre debatten.

Hvis værten nu kun var tilhørernes advokat.

Arbejdsløs på borgerløn?

Jeg køber en fadøl og en pølse, i det mindste meget folkeligt, spiser hurtigt, så regnen ikke tager varmen fra pølsen og kuldioxiden fra fadøllen. Svæver mere og mere gennemblødt lidt videre med folkemængden.

Overhører et interessant oplæg i Alternativets telt om, hvordan arbejdsløse skal behandles – beskæftigelsesordfører Torsten Gejl er indigneret, lidt vred, har gode og progressive idéer, går ind for respekt for individet, borgerløn og lyder til at mene, hvad han siger – men kan man få indflydelse med et navn, der lyder som en parodi på en tysk pornostjerne fra 70’erne? Jeg tillader mig at håbe det.

Som dagen går synes publikum at blive yngre. Øllene bliver flere, de unge er vågnet og skal måske til at vække demokratiet – eller bare holde fest hele natten.

Martin Krasnik på danglish

Tidligere på dagen så jeg en ung pige, som åbenbart var kendt og mediedarling, for hun var omringet af mikrofoner og spørgsmål. Hun havde hvide kaninører påskrevet ”Riots, not diets” på hovedet, og hen på aftenen finder jeg ud af, at hun er Nadezhda Tolokonnikova fra det russiske punkband Pussy Riot.

Hun bliver interviewet af Martin Krasnik på hovedscenen, hun har været i russisk fængsel, hvor hun er blevet behandlet forfærdeligt, og fortæller om det i en uskyldig tone på godt engelsk, ligner og lyder som en gymnasiepige som kontrast til både hendes oplevelser og Krasniks bastante danglish.

Tiden er nu så fremskreden, at vi skal til at komme hjem. Våde og trætte alle sammen, tror jeg, går vi tilbage til bussen, udveksler kort nogle af dagens indtryk.

Meget networking er det vist ikke blevet til, måske havde det været nemmere, hvis man kunne have siddet udenfor ved bordene og talt sammen – i stedet for at stå i teltene og se bekendte dryppe sammen i små pytter af mennesker og forsvinde.

Snart forlader vi en gråmeleret solskinsø. Bussens vinduer dugger til på indersiden.

0 kommentarer