Studentervognen blev afløst af en ghanesisk bus

  • 14 jun. 2016 Kl 8:54

Her kommer en personlig beretning om, hvordan et usikkert valg om at bruge et sabbatår i Ghana blev en livsforandrende oplevelse.

Af Mads Bak, stud.mag. i film- og medievidenskab, KU

Studentervognen suser afsted, imens solen skinner. Jeg har overlevet det forsømte forår og er nu endelig fuldstændig fri.

Ved min side sidder mine klassekammerater gennem tre år. Og selvom ingen af os har en plan om, hvad fremtiden skal byde på, er vi lykkelige uden bekymringer.

Vi råber: “Dyt en gang for at se røv, dyt to gange for patter”, sætter streger på vores arme, hver gang vi drikker en genstand og hører Nik & Jay på fuld skrue.

Dagene efter fortsatte det med studenterfester. Jeg prøvede at genskabe studentervognsstemningen med høj musik, dans og alkohol, men det var som om, noget var i gang med at ændre sig. Virkeligheden sparkede de trygge rammer væk under mine fødder.

Jeg skulle som en forvirret 19-årig dreng for første gang finde ud af, hvad jeg ville med mit liv.

Så selvom det var sommerferie, føltes det ikke sådan, fordi ferien ikke havde en slutdato. Mange af sommeraftnerne brugte jeg på at snakke med mine forældre om, hvad jeg skulle lave, når hverdagen igen ramte os.

Ghana blev en anden slags fest

Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge mit sabbatår på at arbejde som frivillig fodboldtræner i Ghana.

En måned efter ankommer jeg til Accra, hovedstaden i Ghana. Jeg står i en kø presset tæt sammen af svedlugtende mennesker for at få tjekket mit pas.

“Reason for visiting?”, spørger en utålmodig paskontrollør ved skranken. Det er svært at svare på, fordi jeg ikke kender rejsens klare formål. Han godkender mit svar, “I’m a volunteer”, og kort tid efter finder jeg min kontaktperson, som transporterer mig hjem til min værtsmor.

Fodboldprojektet starter allerede op næste morgen. Igen har jeg lavet en aftale med en ghaneser, som viser mig, hvordan jeg transporterer mig hen til træningsanlægget. Først går vi sammen i et kvarter i de ghanesiske gader fyldt med madskrald, plastikflasker og cigaretskodder, inden vi når et hjørne, hvor vi prajer en tro-tros (“busser” i Ghana).

Studentervognen skiftet ud med en ghanesisk bus

Få måneder forinden havde én studentervogn formået at køre en flok snotforkælede studenter hele København rundt. Nu skal jeg en til to gange om dagen tage to forskellige tro-tros for at komme over til et træningsanlæg.

Det endte flere gange med, at jeg steg på tro-tros, som viste sig at føre mig på vildspor, men efter tilvænningsperioden skiftede min tid i Ghana til at være mere gnidningsfri. Jeg lærte at have en hverdag på ghanesiske vilkår, hvor jeg selv var den, der fuld af selvtillid prajede en tro-tros, når jeg skulle bruge en.

Som tiden gik, voksede fodboldspillernes tillid også til mig, hvilket gjorde mit ophold i Ghana afslappende og meningsfuldt. Fodbolden spillede her en afgørende rolle, da den gav mig muligheden for at opnå respekt og venskaber blandt de mennesker, som jeg delte hverdagen med.

Selvom vejret, maden og vejene adskilte sig fra de vante rammer, var fodbolden det samme som i Danmark.

Fodbolden som kulturel brobygger

Siden min seks års fødselsdag har fodbolden beriget mit liv med mange gaver. Men jeg kan med sikkerhed sige, jeg aldrig havde gættet på, at den største gave skulle ende med at være en hjælpende hånd til mig og mine ghanesiske venner, så to kulturer kunne opnå en forståelse, som ellers udadtil står i kontrast til hinanden.

Eksempelvis bad de en bøn efter hvert træningspas, hvilket jeg også endte med at gøre, selvom jeg ikke er troende.

Jeg blev som alenedansker integreret i Ghana. Jeg hængte ud med de andre trænere og fodboldspillerne efter træningspassene, hvilket udmøntede sig i samtaler, der åbnede mine øjne for, hvor alsidig vores verden i virkeligheden er.

Vi drømmer de samme uddannelsesdrømme, men…

Specielt står én samtale om uddannelsesforskelle i Danmark og Ghana stærkt tilbage i bevidstheden.

Ved at høre ghaneserne beskrive deres drømme om uddannelse slog det mig, hvor meget deres drømmesamfund ligner det samfund, som jeg hver dag vågner op til herhjemme i Danmark.

Et samfund, der både leverer topkvalificerede undervisere – og samtidig betaler studenten en månedsløn for at studere. Det er ikke tilfældet i Ghana, så det kræver hårdt arbejde ved siden af, hvis en ung ghaneser vil uddanne sig.

Fra tro-tros til Berlingoen

Pludselig skulle jeg forholde mig til, at min tid i Ghana var ved at nå til vejs ende. For sidste gang gav jeg det velkendte ghanesiske håndtryk til mine medtrænere og fodboldspillere – først en flad hånd, så en knyttet og til sidst et kram.

På min computer har jeg stadig et billede af mig selv, hvor jeg sidder i lufthavnen med bedrøvede øjne. Aldrig havde jeg gættet, jeg ville sidde tilbage med den følelse, fordi jeg igen skulle vende tilbage til velfærd, curlingforældre og oksemørbrad.

Min mor henter mig i Københavns Lufthavn med et flag i den ene hånd og en drikkeklar caffe latte fra Starbucks i den anden. På vej hjem til mit barndomshjem går snakken derudad – men jeg kan mærke, at samtalen er mere reflekterende end normalt. Noget har ændret sig.

Den forvirrede dreng i studentervognen er blevet et mere bevidst og fokuseret menneske. Nu dog siddende i en Citroën Berlingo.

Velfærdskontrasten som øjenåbner

Ved at bo alene i et land i seks måneder med anderledes normer lærte jeg for alvor, hvad der menes med rummelighed. Det gav et indblik i, hvordan det er at være fremmed i et andet land – og hvor horisontudvidende det er at blive taget imod med menneskelighed.

Min tid i Ghana lærte mig at sætte pris på vores velfærdssamfund. Jeg fandt mig en uddannelse, som passede til mine ambitioner. Andet følte jeg ikke, jeg kunne tillade mig, når jeg vidste, hvor meget mine ghanesiske venner ville sætte pris på en uddannelse.

Jeg lærte på den bedste måde, hvordan man kan få et ægte indblik i en anden kultur. Og den finder man ikke i historie- og geografibøger på Københavns Biblioteker. Men derimod ved selv at rejse ud i verdenen og se den.

0 kommentarer