Spids pennen, Neergaard, og lav nye dagpengeregler for de atypisk ansatte

  • 14 dec. 2015 Kl 9:06

Debatindlæg i Politiken, mandag den 7. december 2015

Af Camilla Gregersen, Dennis Kristensen, Kim Simonsen, Lars Werge, Peter Toftsø, Per Lindegaard Hjorth, Anders Laursen, Katja Holm og Lene Brostrøm Dideriksen, formand, Dansk Magisterforening, formand, FOA, formand, HK, formand, Dansk Journalistforbund, formand, Forbundet Arkitekter og Designere, formand, Forbundet Kommunikation og Sprog, formand, Dansk Musiker Forbund, formand, Dansk Skuespillerforbund og formand, Dansk Artist Forbund

I det danske samfund er rigtig mange jobs midlertidige stillinger. Det gælder ikke mindst de unges arbejdsmarked. Bl.a. må dimittender og nyuddannede i høj grad prøve at ’bide sig fast’ i arbejdsmarkedet via kortvarige ansættelser, vikariater og tidsbegrænsede jobs eller opgaver på faktura.

For en stor del er arbejdsmarkedet usikkert og ustabilt, mens andre gladelig kaster sig ud som freelancer eller kombinerer ansættelsesformer. Fælles for dem er, at de atypisk ansatte og beskæftigede sjældent har den samme tryghed på arbejdsmarkedet som fastansatte på fuld tid. De har derfor ekstra brug for et dagpengesystem, hvis de skal turde satse på en fremtid som fuldtidsarbejdende på det atypiske arbejdsmarked.

Men i dag har vi ikke det dagpengesystem, som de atypisk beskæftigede og det fleksible arbejdsmarked har brug for. Selv om de atypisk ansatte har ekstra brug for et dagpengesystem, er langt færre af dem medlem af en a-kasse end blandt de fastansatte på fuld tid. Alt for mange atypisk ansatte oplever populært sagt a-kassen som en forsikring, hvor der er skrevet alt for mange uigennemskuelige undtagelser ind med småt i policen, og så vælger man naturligvis forsikringen fra.

Sådan skal det ikke være i fremtiden. Vi har brug for nye dagpengeregler, der giver de atypisk ansatte og beskæftigede klare og gennemskuelige dagpengerettigheder på lige fod med andre.

Der påhviler derfor beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen en stor opgave, når den endelige lovgivning skaludformes for at indfase dagpengeforliget mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – ikke mindst når der skal findes en løsning på et af problemerne for de atypisk ansatte, nemlig de supplerende dagpenge, som forligspartierne har lovet hinanden at se nærmere på. Dagpengeforliget fra oktober har parkeret de særlige udfordringer for de 25 procent af danskerne, der er atypisk ansatte eller beskæftigede, i en særlig arbejdsgruppe.

Herfra skal lyde en opfordring til at finde en løsning, som giver de bedste muligheder for, at ledige også kan tage hele korte opgaver og jobs og dermed få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet frem for at gå ledige fuld tid.

En stor tilslutning til a-kasserne er en forudsætning for den danske flexicuritymodel, hvor tryghed på arbejdsmarkedet med opbakning i lovgivningen bidrager til en stor og fleksibel arbejdsstyrke. Derfor er der grund til, at Jørn Neergaard Larsen spidser pennen, får skrevet et dækkende kommissorium og får sat en skarp tidsgrænse på arbejdsgruppens udfordringer med at pege på løsninger for dette vigtige område.

Vi er 9 faglige organisationer med mere end 545.000 medlemmer bag os – og vi bidrager gerne til arbejdet!

Politiken07-12-2015

 

 

0 kommentarer