Dea Bertelsen i midten på et tidligere studiejob i Mellemfolkeligt Samvirke.

Saml op på dine kvalifikationer fra studiejobbene

  • 19 jan. 2014 Kl 17:42

 

Stud.soc. Dea Bertelsen er lige startet på nyt studiejob i Socialministeriet. Det er ikke det første. Hvad har hun lært af de andre? Og giver det noget på hendes cv?

Jeg startede på statskundskab sommeren 2009. Jeg var – og er stadig – splittet mellem interessen for samfundsfaglige problemstillinger og kærligheden til de mere kreative og kunstneriske uddannelser, og derfor har jeg også i flere omgange været i tvivl om både valget af studie, og hvad jeg synes, der var de gode studiejobs.

Dea Berthelsen

Dea er bachelor i statskundskab og arabisk.

Når jeg kigger tilbage på den vej, jeg har fulgt både med studie og studiejobs, kan jeg se, at selvom jeg ikke havde en klart formuleret strategi, er mit mønster at have beskæftiget mig med ting, jeg syntes var interessante og sjove, og det har i sidste ende ført mig til mit nuværende studiejob i et ministerium.

Det ”irrelevante” studiejob

Noget jeg synes fylder meget i jobsøgningen er ideen om, at man skal finde det relevante studiejob. Mit første studiejob var ikke studierelevant som sådan. Eller, det så jeg det i hvert tilfælde ikke som, da jeg søgte det. Til gengæld indebar det ting, jeg syntes var sjove at lave, og som jeg vidste, at jeg var god til.

I jobbet lå dels en masse kontakt med andre studerende ude på universiteterne og et arbejde med at koordinere arrangementer, der var relevante for studerende bl.a. om mundtlige eksaminer, eksamensangst og gode studiejobs. Jeg tror, at noget af det vigtigste, det job har givet mig, er en god portion professionel selvtillid; at jeg har vidst, at jeg løftede de opgaver, jeg blev tildelt på kvalificeret vis.

Foruden mit studiejob har jeg været et semester i praktik i uddannelsesafdelingen i en NGO herhjemme. En stor del af stillingen indebar at stå på gulvet som underviser, og stillingen mindede på den led ikke meget om de praktikstillinger mine bekendte fra studiet fik eller i hver tilfælde ikke dem, jeg hørte om. Igen var det lysten, der drev værket – jeg synes stillingen så sjov og spændende ud.

I min praktikstilling lå der også en masse administration, og dermed fik jeg også professionel selvtillid på dét område og endnu vigtigere: Jeg fandt ud af, at jeg faktisk syntes, det var sjovt. Det var først hér, at det begyndte at give mening for mig at søge jobs i den offentlige forvaltning, fordi jeg vidste jeg kunne lide arbejdsopgaverne, og at jeg ville være god til dem.

At lære at skrive gode ansøgninger

Noget af det, jeg tror mange studerende oplever som en kæmpe udfordring i jagten på det gode studiejob, er at få skrevet den der gode jobansøgning, der gør at man overhovedet bliver udvalgt til jobsamtalen.

Her synes jeg, det har været enormt brugbart, at min tidligere chef var god til at anerkende og italesætte, hvorfor min indsats var kvalificeret. Hver gang hun og jeg havde statussamtaler, hvor hun gav mig feedback på mit arbejde, tog jeg noter undervejs, som jeg beholdt efterfølgende. Jeg syntes, det var brugbart at have hendes og andres betragtninger om mine styrker og kvalifikationer med mig, når jeg fx sad og skulle skrive ansøgninger i andre sammenhænge.

Det er min erfaring, at du, ved at gemme det talte ord og de levende formuleringer, nemmere undgår alle flosklerne og klicheerne, der står i så mange ansøgninger.

Derudover begyndte jeg at gå målrettet efter at læse de ansøgninger, mine venner er kommet til samtale på. Hvordan har de struktureret dem, hvilke vendinger bruger de, hvordan får de skrevet deres kvalifikationer frem i aktivt formulerede sætninger?

Jeg har sendt rigtigt mange ansøgninger afsted, hvor jeg i bagklogskabens klare lys godt kan se, at de har været for lange, for abstrakt formuleret, en gentagelse af mit cv, svære at orientere sig i, fyldt med sproglige klicheer osv. Noget af det er nok bitre erfaringer, der er svære at komme udenom, mens andet kan undgås ved at trække på det netværk, du har af venner og familie.

En af de ting, der er blevet klart for mig undervejs er, at for mig har det ikke virket at låse mig fast på bestemte jobs og på at gå en bestemt vej. Jeg ender alligevel altid med at bruge mit nye ståsted og nye erfaringer som afsæt for mine videre valg i takt med, at jeg får mere indsigt i, hvad jeg kan lide af arbejdsopgaver, arbejdsmiljø osv.

0 kommentarer