Så er der atter gang i computerspilsbranchen

  • 27 sep. 2016 Kl 8:31

Computerspilsbranchen i Danmark er de seneste to til tre år vokset betragteligt.

Af karriererådgiver i MA, Kasper Mølgaard

Ganske som andre tech-brancher blev den hårdt ramt af den finansielle krise, men denne lader endegyldigt til at være overstået, og fra 2013-2015 er omsætningen i branchen steget med 87 pct. til 1,4 milliarder.

I 2015 var der 190 virksomheder i Danmark, dog kun tre med flere medarbejdere end 50. Og noget ulige fordelt rent geografisk. 143 virksomheder fordeler sig på Storkøbenhavn: 111, Aarhus og omegn: 27, Odense: 3 og Aalborg: 2.

Aalborg forsøgte i 00’erne at benytte deres ry som Jyllands it-fyrtårn til at opdyrke nye spilvirksomheder ved hjælp af generøse støtteordninger, men kun et fåtal af de resulterende virksomheder overlevede krisen. Initiativet er derfor nu overgået til København og Aarhus.

Fra Hitman til Subway Surfers

I 00’erne havde et par danske pionérvirksomheder et par store succeser – fx. spilserien til pc, Hitman, som endte med at sælge millioner af eksemplarer på globalt plan. Pionértiden er imidlertid ovre nu.

I 2000 kunne et lille team i det danske IO Interactive skabe Hitman og konkurrere med de største udenlandske spil. I dag er de tekniske krav til såkaldt ’Triple-A’ spil – spilverdens svar på blockbuster-film – så enorme, at danske spilvirksomheder simpelthen ikke kan konkurrere på dette plan længere. Der er ikke tilstrækkeligt med risikovillig kapital herhjemme.

Svaret er blevet i stedet at finde små nicher. Danske spiludviklere har særligt lukreret på det voksende marked af spil til mobil og tablets, da den “tekniske indgangsbillet” her er langt lavere.

Fx står det lille danske androidspil Subway Surfer for intet mindre end 700 millioner kroner af den samlede spileksport til udlandet.

Med andre ord har spilbranchen lavet samme finte som andre kulturbrancher herhjemme:

Find én eller to uopdyrkede nicher og bliv rigtigt, rigtigt god til netop dette. Og så overlad ellers de store produktioner til udenlandske mastodonter.

Hvilke folk mangler branchen?

Grundlæggende set kan man inddele typerne af kernekompetencer for disse virksomheder:

  1. Koderne – de folk, som er uddannede til at skrive selve computerkoden.
  2. Designerne – også kaldet UX-folkene – de fleste uddannes i dag fra ITU. De er trænet i at skabe alt lige fra baner i computerspil til grafiske grænseflader, der gør det behageligt for brugeren at se på det i længere tid.
  3. Projektlederne – dette er tilsyneladende et særligt savn i branchen – mange mindre firmaer har fortsat store problemer med deres workflow, da de ofte stadig består af fx tre til fire venner, der alle er uddannet til at skabe en god spiloplevelse, men måske ikke har specielt godt styr på forretningen eller produktionen.

Disse tre kategorier er selvfølgeligt noget simplistisk sat op – men moralen er blot, at MA’s medlemmer kan tænkes ind flere steder.

Kilder: Brancherapporten ‘Indholdsproducenter i tal 2015’  fra Producentforeningen, Finans.dk, Computerworld.dk, Børsen.dk, Web-Direct

0 kommentarer