Reformen, der ikke trækkes tilbage

  • 15 dec. 2011 Kl 11:55

Tilbagetrækningsreformen ventes vedtaget inden jul i Folketinget. Derefter skal der udarbejdes bekendtgørelser og andre administrative retningslinjer, før vi præcist ved, hvordan vi kan betjene medlemmerne, siger MA’s efterlønskonsulent Per Magelund.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

”Vi ved nu med lovforslagets fremsættelse, at den tidligere regerings forringelser af efterlønnen er bibeholdt i sin væsentligste substans. Alt i alt kan man sige, at det bliver mindre attraktivt at være tilmeldt ordningen – og det har jo netop også været hensigten,” fortæller Per Magelund. For bare at nævne nogle eksempler: I 2017 skal du være 62 år, før du kan gå på efterløn. I 2023 kan du kun gå på efterløn i tre år, når du er blevet 64. Dine pensionsordninger får større indflydelse på din efterløn, altså på hvor meget, du kan få udbetalt. Det gælder alle født efter 1. januar 1956. Det kan således også være fristende at få tilbagebetalt sine indbetalinger til efterlønnen gennem årene. Har du fx været tilmeldt siden 1999, er der ca. 67.000 kr. til udbetaling, heraf er ca. 62.000 kr. skattefrie. Men Per Magelund vil gerne appellere til, at man tænker sig godt om, inden man stopper sin efterløn. Der er nemlig ingen fortrydelsesret. Er du først ude, kan du ikke komme ind igen. Det vil blandt andet betyde:

  • Du har ingen ret til efterløn.
  • Du har ingen mulighed for en skattefri præmie.
  • Du har ingen ret til et eventuelt seniorjob.
  • Du har ingen ret til en eventuel fleksydelse.

MA’s efterlønskonsulent opfordrer også til at man tænker over disse forhold:

  • Fundamentalt set er der ikke ændret ved, at efterlønnen er en mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden pensionen. Ingen ved, hvordan ens kræfter vil slå til til den tid. Omvendt kan man faktisk sige, at når pensionsalderen sættes op, kunne der være et større incitament til netop at holde en efterlønsmulighed åben. Også gymnasielærere nedslides – det bliver ikke nemmere at skulle undervise frem til ens 67. år.
  • Der sker ikke noget med den skattefri præmie. Den er stadig markedets bedste pensionsopsparing. I dagens tal 143.400 kr. Den kan altså være værd at gå efter, hvis man bliver på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen.
  • Vent under alle omstændigheder med at bede om at få udbetalt dine bidrag til 2012. Du får pengene skattefrit i 2012. I 2011 bliver du beskattet, med mindre det indbetalte beløb skal overføres til en pensionsordning.

Vil du gerne beregne din efterløn og vide mere? Læs Beskæftigelsesministeriets information.

0 kommentarer