Om ambitioner og følelsen af at være utilstrækkelig overfor fremmede

  • 19 jan. 2016 Kl 8:56

En dag gik jeg en tur i Uniparken i Aarhus for at fodre ænder. Det er god eksamensstressterapi. Der faldt jeg i snak med en ung mand, som læste jura.

Af Ditte Amalie Kraul, stud.mag. i engelsk og journalistik på Aarhus Universitet

Vi skulle naturligvis have puttet hinanden i kasser i en rasende fart, så spørgsmål om studie og fremtidsplaner var selvskrevne:

“Jamen, hvad vil du lave?” spurgte han.

“Det er svært at være helt specifik omkring.”

“Jamen… jeg forstår bare ikke, hvordan det kan være så svært at svare på!”

Samtalen sluttede snart, og vi gik hver til sit. Jeg stod tilbage med et stik af utilstrækkelighed, omringet af rappende ænder og skrigende måger.

Kan det virkelig være så svært at svare på?

Jeg læser en kandidat med et lidt kringlet navn, som drejer sig om den globale verdensorden og internationale relationer. Jeg går meget op i mit studie og kan blive helt høj over, hvor godt det passer til mine interesser.

Ikke desto mindre er mit svar til, hvilket job jeg ønsker, når jeg bliver stor, øh, færdiguddannet, en anelse vagt.

Jeg har indtil videre indskrænket det til, at det måske kunne være en NGO. Eller i hvert fald i et internationalt miljø, for dét kunne være spændende og udfordrende. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne kunne bruge nogle af de kompetencer, jeg har fået fra mit studium i et inspirerende arbejdsmiljø med gode forhold.

Og nå ja, helst ikke noget med marketing.

Så ja. Det kan godt være svært at svare på. I hvert fald, hvis man er realistisk. Og hvis man ikke har noget imod at blive koblet af stræberbussen i andres øjne, selvfølgelig.

Men juramandens skeptiske og let fordømmende blik fik mig alligevel til at tænke: Skulle jeg bare have sagt, at jeg gik benhårdt efter et job i Bruxelles og høstet anerkendende blik herfor?

Det ville jo ikke have været sandt.

Men hvorfor er det nær det eneste acceptable svar? Og hvorfor endte jeg med at få en følelse af utilstrækkelighed overfor en fremmed i en park?

Det behøver ikke ende i Bruxelles

Hans mening er da ligegyldig. Men gør mig ikke ambitionsløs, så jeg ikke ved, præcist hvilket job jeg ønsker mig i fremtiden.

Det gør mig heller ikke forventningsløs. Selvfølgelig forventer jeg noget af min fremtid, og jeg glæder mig til at kunne kalde mig cand.mag. i et fag, jeg brænder for. Men at beslutte mig for lige nøjagtigt dét job, når jeg er færdig, virker som at skyde mig selv i foden. For jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer.

Men det samme sker, hvis jeg falder i snak med folk på en bar: Det gælder om at få liret en god historie af om mine fremtidsvisioner, hvis samtalen skal køre.

De falder nærmest ned af stolen af ærefrygt, når min veninde fortæller, at hun snart er læge.

Jeg kan godt lide idéen, og jeg gad da også godt være fremadbrusende karrierekvinde med stiletter og fancy titel en dag.

Men jeg vil også gerne læse bøger, gå på bar, høre musik, snakke om uærlige politikere, og hvis jeg røg cigaretter ryge en masse af dem.

Enten render jeg statistisk set ind i usandsynligt mange snobber i min hverdag, eller også er der tendens til, at vi alle sammen skal have ambitioner om at blive den nye Hillary Clinton for, at det er godt nok. Og jeg er blevet træt af at fortælle historien.

Jeg vil ikke længere deltage i den diskurs, der får mig til at sige, at jeg pinedød skal nå til Bruxelles for at være et fuldendt, succesfuldt individ.

Jeg er allerede i gang med at præge min fremtid i en retning, jeg synes er sjov og tiltalende.

Med lidt held i sprøjten og et stærkt netværk, skal jeg nok finde et job, der passer til mig.

0 kommentarer