Min LinkedIn-profil eksploderede

  • 15 mar. 2016 Kl 7:56

Det tager tid, hvis man skal gøre det på den rigtige måde. Men det kan betale sig at arbejde professionelt på LinkedIn. For Lars Jørgensen gav det bonus fra day one.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Ovenstående kurve siger sådan set det hele. I juni måned 2015 ændrer Lars Jørgensen jobsøgningsstrategi og begynder at arbejde systematisk med sin LinkedIn-profil.

- LinkedIn er klart et kraftfuldt redskab til at skabe relationer og netværk, hvis man ellers kan kommentere intelligent på virksomheders artikler eller influencers blogs. På en måned kom jeg til tre samtaler.

Lars er cand.scient. i nanobioscience fra 2011 og blev efter tre års ansættelse på DTU igen til rådighed på arbejdsmarkedet. I dag arbejder han på Novo Nordisk i Hillerød.

- Hende, jeg sad til samtale med hos Novo Nordisk, og jeg havde en fælles connection på LinkedIn. Det emne kom vi helt naturligt ind på undervejs.

Hvad gør Lars så helt konkret på LinkedIn?

Lars’ udgangspunkt var en fornemmelse af, at der skete en del derinde på LinkedIn. Blandt andet fra virksomheder: Hvad havde de gang i?

- Jeg kunne se, at mange bare likede og ikke brugte kommentarfeltet. Det begyndte jeg på. Ikke intetsigende kommentarer, men kvalificerede input.

Lars oplevede tydeligt, at hans kommentarer på diverse artikler direkte førte til, at specifikke faggrupper så hans profil. Derfra var det så muligt at målrette, hvem der så på hans profil.

- Det er tidskrævende. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Man skal læse en masse og finde ud af, hvordan man får den vinklet. Jeg brugte en time om dagen ud over mine jobansøgninger.

Lars brugte også et jobopslag på en virksomhed til at få HR-personen til at se på sin profil, før hun overhovedet havde set hans ansøgning.

På to måneder fik Lars 20 nye kontakter. Og hans profilvisninger steg voldsomt.

- Det var et drømmefelt. Det var alle nogen, der ville noget med mig. Jeg kom blandt andet til et kaffemøde. De manglede lige netop ”en Lars”.

Forskellige omstændigheder gjorde, at potentielle jobtilbud alligevel ikke blev til noget, men det var stærkt opmuntrende for Lars at konstatere, at folk havde brugt tid på ham, inden han overhovedet havde sendt en ansøgning.

Vær kritisk med at connecte

Èn ting er dog visninger, en anden er, om man så skal connecte?

- Her skal man være kritisk. Jeg ”mødte” folk fra Mellemøsten iblandet store medicinalfirmaer. Men jeg synes, jeg kunne screene dem forholdsvist nemt.

Lars har fået udvidet sit netværk på LinkedIn med personer, som selv har store netværk. I dag tæller han 121 conncetions.

0 kommentarer