Kilde: dedanskesprogcentre.dk

Lær Dansk tager gerne imod uopfordrede ansøgninger

  • 23 aug. 2016 Kl 9:19

I lyset af flygtningekrisen i EU er integration som arbejdsfelt blevet meget aktuelt.

Af karriererrådgiver Kirsten Albæk Jensen

Det er indlysende, at der er et behov for arbejdskraft på mange forskellige jobfunktioner, men der er mange faktorer i spil: antallet af flygtninge de kommende måneder er usikkert, der er et tydeligt fald i antallet, men det er umuligt objektivt at beregne antallet fremadrettet, der er mange politiske interesser på spil, da det i den sidste ende drejer sig om, hvor mange midler, der er brug for i kommunerne.

Flygtningeindsatsen går i overskrifter ud på at afklare den enkelte flygtnings ressourcer og kompetencer i forhold til uddannelse, job og virksomhedspraktik, at introducere til det danske samfund og at styrke brobygningen mellem dansk og anden kultur.

Nogle af de jobfunktioner, der er i spil, når kommunerne modtager flygtninge, er:

  • Job indenfor beskæftigelsessektoren
    Det drejer sig typisk om job i forbindelse med virksomhedsrettede aktiviteter. Det vil sige opsøgende salg overfor virksomhederne med henblik på samarbejde om praktikker og ansættelser med tilskud og rådgivning af flygtninge i forhold til arbejde. Stillingerne slås op med titlerne jobkonsulent, integrationsmedarbejder, vejleder, virksomhedskonsulent.
  • Job indenfor danskundervisning
    Er stillinger ikke opslået, betyder det ikke, at de ikke er der. Rekrutteringen foregår ofte ved uopfordret ansøgning. Lær Dansk, som er den største udbyder af danskundervisning for fremmedsprogede, har løbende brug for undervisere, men har nok uopfordrede ansøgere og deltidsansatte til, at de ikke har brug for at opslå stillingerne.
  • Job indenfor arbejde med indslusning af børn i folkeskolen og pasningsordninger
    Børn uledsaget eller ledsaget udgør nu ca. 44 procent af alle flygtninge mod 29 procent i 2013, ifølge KL, Kommunernes Landsforening. Det betyder, at der er åbninger for cand.pæd.erne, selv om mange af stillingerne er slået op med ønske om socialrådgiver eller pædagog.
  • Job indenfor frivilligområdet
    Både kommuner og organisationer som Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp arbejder med frivilligindsatsen som en forudsætning for at kunne modtage flygtningene. Der er derfor brug for de medlemmer, som har erfaring med ledelse af frivillige. MA har blandt andet en del antropologer, som kunne være interessante.

Arbejdet i beskæftigelsesindsatsen for flygtninge i kommunerne

Hvordan griber en lille kommune opgaven an med at få matchet flygtninge til konkrete åbninger i de lokale virksomheder?

Der er meget sjældent tale om ordinære jobs, men om virksomhedspraktik og ansættelse med tilskud. Det opsøgende arbejde i forhold til virksomhederne fylder, sammen med det administrative registreringsarbejde, langt det meste af arbejdsdagen.

Samtidig oplever medarbejderne, at der kommer flere og flere opgaver, hvor man bruger sine akademiske kompetencer, og der bliver også ansat flere og flere akademikere.

Syddjurs Kommunes Integrationsafdeling har fx ansat en nyuddannet cand.pæd.psyk., medlem i MA.

Sprogundervisning og integrationsarbejde med flygtninge

Lær Dansk er en del af Dansk Flygtningehjælp og er med 18 sprogcentre fordelt over hele landet, 400 medarbejdere og 10.000 kursister Danmarks største sprogcenter med danskuddannelse.

For at blive fastansat i Lær Dansk er det et krav, at man enten allerede har uddannelsen som underviser i dansk som andetsprog, eller tager den inden for de første tre års ansættelse.

Herudover skal man skal være robust, være fleksibel i forhold til undervisningstidspunkt og -sted, have kendskab til it og være indstillet på løbende kompetenceudvikling.

Tips

  • En nyttig ny hjemmeside: sammenomintegration.dk.
  • Som ansøger til et job som jobkonsulent og lignende inden for flygtningeområdet skal man huske både at forholde sig til det virksomhedsopsøgende arbejde og til vejledningsopgaven. Alt for mange ansøgere forholder sig kun til vejledningsopgaven i deres ansøgning.
  • Lær Dansk tager gerne imod uopfordrede ansøgninger. Efter en temadag om integrationsområdet i MA Aarhus fik flere afleveret en ansøgning og fik efterfølgende job.

0 kommentarer