Kommunen, der (modvilligt) hjalp en borger i arbejde

  • 15 aug. 2013 Kl 8:58

Eline Crossland er cand.soc. i bæredygtig udvikling. Her er hendes historie om den – lidt besværlige – vej til et job i gymnasiet gennem jobcentret.

Kære Norddjurs Kommune

Jeg vil gerne takke jer for, at I har hjulpet mig i arbejde. Samtidig vil jeg gerne gøre opmærksom på, hvordan I gjorde det. Mit håb er selvfølgelig, at I kan bruge den gode erfaring til at hjælpe andre, der måtte sidde i samme situation som mig. Jeg er akademiker og har ikke haft fast arbejde, siden jeg blev færdig på universitetet i 2011.

Sidste efterår fik jeg et kort deltidsjob som underviser på Aarhus Universitet, og jeg indså, at lærerrollen lige er noget for mig. Samtidig kunne en konsulent i min a-kasse fortælle, at gymnasiet er én af de få sektorer, hvor der pt. er efterspørgsel efter akademisk arbejdskraft. Jeg begyndte at ringe rundt og fik at vide, at specielt naturgeografilærere er meget efterspurgte. Jeg fandt også ud af, at for at kunne blive fastansat som gymnasielærer i et fag skal man have sidefag (1,5 årsværk) i faget. Jeg har intet sidefag, men min uddannelse i samfundsfag ligger tæt nok op af geografien til at give 0,5 årsværk merit på dette sidefag.

Eline Crosslands jobplan: “Jobcentret skønner ikke det er relevant at støtte en videreuddannelse, idet dette ikke anses for at være den korteste vej til arbejdsmarkedet.”

Sådan stod sagen, da jeg henvendte mig til jobcentret med min ide: Jeg skulle arbejde frem mod sidefaget ved at tage kurser på universitetet, mens jeg søgte vikararbejde i gymnasieskolen. Det var en strategi som både arbejdsgiverne (rektorerne) og a-kassen bakkede op. Som udgangspunkt var jobcentret ikke enig i vurderingen. Man mente ikke, at uddannelse kunne være den korteste vej til arbejdsmarkedet for en akademiker. Heldigvis endte det med, at jeg alligevel fik lov at læse, blandt andet fordi jeg fik mere deltidsarbejde på universitetet og derfor dårligt kunne deltage i andre former for aktivering.

Sådan blev det, og jeg er rykket yderligere 0,25 årsværk tættere på sidefaget i løbet af foråret 2013. Derefter kom jobbene. I løbet af 14 dage har jeg måttet sige nej (!) til tre tilbud om deltidsansættelser på gymnasier i Østjylland for at takke ja til et års fuldtidsansættelse på Randers Statsskole. Skolen har endvidere tilbudt at betale de næste kurser på sidefaget, så jeg på sigt kan blive fastansat.

Nu kan min mand, vores søn og jeg blive boende i Grenå, og jeg kan blive skatteborger i Norddjurs Kommune. Jeg glæder mig vanvittigt til at komme i gang med at bruge min uddannelse! Derfor vil jeg gerne sige tak til jer, fordi I endte med at bevilge de kurser, der gav mig job. Jeg har sendt jer dette brev i håb om, at I for fremtiden vil se mere positivt på uddannelsesønsker fra akademikere, når der er en målrettet plan bag ønsket. Med håb om flere i arbejde.

Eline Crossland
Ekstern lektor ved Aarhus Universitet og årsvikar ved Randers Statsskole

0 kommentarer