Kickstart din karriere på nettet

  • 09 feb. 2011 Kl 17:39

Velkommen til det digitale jobmarked anno 2011. Her er avisannoncerne erstattet af statusopdateringer på Facebook og jobboards på LinkedIn. Den automatiske agent på de store jobportaler er stadig god at have, men hvorfor ikke selv finde din nye arbejdsplads ved hjælp af Google alerts?

Af Julie Mathiesen, freelancejournalist

Hvornår har du sidst Googlet dit navn? Og hvad var resultatet? For mange vil det være feriebilleder på Flickr, vennesnak på Facebook, måske et lidt passivt cv på LinkedIn og en kommentar på en blog. Intet af det bringer dig dog tættere på et nyt job, for det kræver bevidsthed og en strategi at gebærde sig digitalt. De sociale medier findes i mange former og til mange formål, men det fælles træk er nogle helt særlige muligheder.

For det første muligheden for at gøre opmærksom på dig selv, hvad enten det er direkte overfor konkrete arbejdsgivere eller for mere generelt at blive fundet. Og for det andet giver de adgang til en række mere eller mindre opslåede job, du ikke finder i aviserne eller på jobportalerne. – Online er du dit eget brand – nøjagtig som virksomhederne er, konstaterer Ole Bach Andersen, der via sit firma Newsperience rådgiver virksomheder i at bygge bro med kunderne via sociale medier.

Vær synlig

Ole Bach Andersen ser en udbredt tendens blandt især HR-afdelingerne til at tjekke kandidater på nettet for at se, om folks øvrige liv svarer til det, de har skrevet i ansøgningen. Og han ser stadig flere virksomheder bruge de sociale medier til at finde medarbejdere, der netop agerer på de digitale platforme. Det kan fx være Post Danmarks aktuelle tiltag Innovationsholdet, hvor virksomheden søger otte medarbejdere og udelukkende gør det via få netannoncer, en blog og en Facebook-gruppe. Der er 10.000 kroner i dusør til den, der henviser en kandidat, der bliver ansat, så det gælder om at signalere, hvad man jobmæssigt er til.

- Derfor skal din digitale profil hele tiden matche det job, du gerne vil have. Så kan andre se det, men det betyder så også, at du skal være afklaret om dit mål og dine kompetencer, understreger han. At være et brand i sig selv indikerer også, at det ikke er nok at have et spartansk cv liggende. Til gengæld er det relativt nemt at finde en platform, der passer netop dig, og langt det meste er gratis. Du investerer faktisk kun den tid, du vælger at bruge på at pleje dit image.

0 kommentarer