Cand.mag. Maj-Britt Jakobsen i aktion på sin nye arbejdsplads.

Jobsamtalen varede fra ni til tre

  • 23 aug. 2016 Kl 9:19

Maj-Britt Jakobsen så sin mulige nye arbejdsplads og kolleger med det samme – og blev hyret på stedet.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Egentlig havde Maj-Britt booket en mødeaftale i MA med spørgsmålet: Hvad skal jeg stille op?

Baggrunden var en længere ledighedsperiode med småjobs og én uheldig oplevelse. Men på dagen sad hun faktisk med et tilbud om en jobsamtale, så snakken kom i stedet til at handle om, hvordan hun skulle forberede sig til denne.

Det hele gik godt – bortset fra, at hun ikke fik jobbet. Slået tilbage til start!

En ukendt conncetion på LinkedIn

Kort tid efter skete der dog noget højest overraskende på Maj-Britts LinkedIn.

- Jeg har altid brugt LinkedIn professionelt. Det vil sige kommenteret og debatteret, hvor jeg syntes det var relevant – og selvfølgelig i håb om at blive set. Men jeg har aldrig være den opsøgende med et ’hej, se mig!’

Maj-Britt havde en connection, som hun ikke anede, hvordan var etableret. Personen var imidlertid blevet ansat i det firma, hvor Maj-Britt lige havde været til samtale. Og oven i købet i den stilling, hun havde søgt.

- Jeg besluttede at kontakte ham og spørge lidt ind til hans stilling. Han svarede hurtigt tilbage, og efter lidt korrespondance frem og tilbage fik jeg en invitation til en samtale i firmaet – nu til en mere praktisk stilling med opgaver, som tiltalte mig langt mere end dem, jeg oprindeligt skulle have varetaget

Fra Brøndby til Helsingør og retur

Det skulle vise sig at blive en lang dag.

Maj-Britt er cand.mag. i tværkulturelle studier og kunne godt bestride en stilling som sproglærer.

Ikke det hun helt havde sigtet efter, men i dag siger hun, at hun har fået noget, der ligner drømmejobbet.

- Samtalen startede i Brøndby, men kort tid efter sad jeg i en bil på vej til Helsingør. Jobsamtalen fortsatte helt naturligt på motorvejen nordpå.

DEKRA Job var lige gået i gang med et nyt projekt: intensiv danskundervisning af flygtningekvinder. Fire dage om ugen fra 9-15. Målet: en høj sproglig progression og hurtig udslusning i praktik eller job. Var det ikke noget for Maj-Britt?

- Jeg mødte teamet i Helsingør, så lokationen og hørte om projektet. Det blev jobmatch på stedet. Så vi afsluttede en seks timer lang dag positivt på vej tilbage i bilen.

Kompetencerne i spil i drømmejobbet

Maj-Britt har ikke uddannelse som andetsprogslærer, men vil gerne have det med tiden. Hun kan snildt sætte sin kulturviden i spil hver dag, når hun underviser kvinder fra Syrien og Eritrea.

- Jeg er sikker på, at der er en fremtid for dem i Danmark. Mange virksomheder har en mangfoldighedsstrategi. Der er arbejde til dem, og de rykker hver eneste dag, menneskeligt som sprogligt.

Maj-Britt kan sagtens se sit videre karriereforløb inden for sprogundervisning og feltet integration og beskæftigelse og dermed mere inden for hendes uddannelsesfelt i tværkulturelle studier.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor har jeg søgt mange intetsigende jobs, og hvor var mit nuværende ventetiden værd.

0 kommentarer