Cand.mag. Amalie Kristensen

Jeg skabte mit eget job

  • 18 maj. 2015 Kl 13:33

Der er jo kun de job, der er, siger vi ofte. Og det er da også undtagelsen, at man kan få lov til selv at skabe et nyt job, som ikke er tænkt af arbejdsgiveren. Cand.mag. i litteraturvidenskab, Amalie Kristensen gjorde det ikke desto mindre.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Egentlig skulle Amalie ringe til en række arbejdsgivere og sælge sig selv ind. Det lærte hun på kurset i MA, Nye øjne på dine karrieremuligheder. Men det var for angstprovokerende for hende.

- Tænk, hvis de spurgte mere ind til mine ideer og forslag, og jeg ikke var forberedt nok på det?, fortæller Amalie.

I stedet blev det til en kort mail:

”Jeg er kulturformidler og har nogle forslag til optimering af jeres kulturtilbud. Skal vi tage et møde?”

Modtageren? Direktøren i Styrelsen for Slotte- og Kulturejendomme, som Amalie havde spottet ud på forhånd. Hun kendte dem ellers ikke, men havde set et par af deres stillingsopslag og tænkte derfor, at der måtte være noget udvikling i gang.

Deres værdier på hjemmesiden tiltrak mig

På kurset i MA brugte hun Web-Direct til at trække en liste ud på ca. 20 kulturinstitutioner. Det var dem, hun i givet fald skulle ringe til, men hun var bange for at irritere dem ved et opkald. Så hellere en mail til nogle få udvalgte. Og én af dem gav altså pote.

- Selvfølgelig var jeg nervøs. Det var grænseoverskridende for mig. Hvordan ville det overhovedet fungere?, fortæller Amalie. Men direktøren sagde ja, og så satte jeg mig ned og skrev en dagsorden på et 25 minutters møde med ham. Forinden var jeg blevet inspireret af hans præsentationsvideo på nettet, hvor jeg fik et indblik i deres værdier, og dem fandt jeg tiltalende.

Direktøren ville godt i forvejen have lidt mere at vide om Amalies ideer, så hun sendte tre forslag til aktiviteter i forskellige kulturbygninger.

- Mødet gik godt. Der var god kemi. Og jeg fik bekræftet, hvad jeg havde fornemmet, at de var villige til udvikling.

Jeg fortalte dem om løntilskudsordningen

Der blev aftalt et nyt møde og denne gang med personalechefen. Amalie foreslog en løntilskudsstilling, og de baner havde Styrelsen ikke tænkt i før. De kendte ikke ordningen præcist, men Amalie fik solgt den ind til dem og skabte dermed sin egen løntilskudsstilling, selv om hun var lidt luren ved den.

- Jeg foreslog selv en begrænsning på fire måneder. Det er tid nok til at vurdere, om de mener det seriøst, og efter to måneder skubbede jeg selv på med hensyn til min fremtid.

Og så sker der det, som ofte kan ske. Én siger op i Amalies team og åbner dermed for nye muligheder. Amalie passede ikke helt ind i stillingen, men søgte den alligevel.

Det endte med en fastansættelse, hvor Amalie havde skabt sin egen stilling.

0 kommentarer