Cand.mag. i medievidenskab Trine Seidelin Hagen

Jeg havde 10 sekunder i elevatoren

  • 27 okt. 2014 Kl 12:02

Elevatortalen blev meget konkret for Trine Seidelin Hagen, da hun afleverede den i Københavns metros morgentravle elevatorer sammen med sit cv.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Når man brændende gerne vil have et arbejde, og man har prøvet det hele ud i jobsøgningens vidtforgrenede kunst og været til adskillige kaffemøder med sit netværk, og der alligevel ikke sker noget, hvad er så next step?

Trine mødte for mange ligesindede på kurser og i sin omgangskreds, så hun satte sig for at finde ud af, hvor hun kunne møde nogle andre, der måske kunne skaffe hende tættere på et job inden for kommunikationsbranchen.

- Der ligger mange kommunikationsvirksomheder i Københavns midtby, og mange af de ansatte bruger den offentlige transport. Så hvad nu hvis jeg fangede dem på vej til arbejde og fik leveret mit budskab om, at jeg leder efter et nyt job?, fortæller Trine.

Elevatortalen i den bedste sendetid

Hun fik lavet et forkortet cv på en dobbelt A4, som hun i morgentimerne ville dele ud i elevatorerne ved Nørreport og Kongens Nytorvs metrostationer. Det tager 10 sekunder at køre fra perron til gadeplan, så det skulle gå stærkt med at få budskabet ud: ”Hej, jeg hedder Trine. Jeg arbejder normalt som kommunikationsmedarbejder, men i øjeblikket leder jeg efter et nyt job. Derfor vil jeg høre, om I vil tage mit cv med på vejen. Det kan være, at I kender nogen, der har brug for én som mig.”

- På den første tur var der kun én med, og jeg tænkte øv. Men så gik det ellers stærkt. Tre kvarter senere havde jeg delt 100 cv’er ud og var løbet tør. De nærmest rev mit cv ud af hånden.

Det var en kæmpe overraskelse for Trine, hvor positivt folk reagerede: ”Hvor er det fedt, du gør det!” – ”Jeg tager det lige med.” – ”Godt at se et andet initiativ!” Ja, folk klappede ligefrem.

Netværket virkede ud i tredje led

Hun måtte hurtigt hjem og hente nye forsyninger, og da hun lige tjekkede sin mail, var der allerede kommet fem henvendelser fra folk, der havde mødt hende i elevatoren eller havde hørt om hendes bedrift via nogen, de kendte.

- Selv om det endnu ikke har givet pote i form af et konkret job, har det styrket min selvtillid enormt, konkluderer Trine.

Jeg har kunnet skrive til alle, der responderede, og vildt fremmede mennesker skriver stadig til mig.

Et godt eksempel på, hvad det kan indebære at bruge netværks netværks netværk, er en snak om et konsulentjob, Trine i øjeblikket har med en mindre virksomhed. Den blev skabt gennem mandens kones veninde, der havde mødt Trine i elevatoren.

- Jeg gør det helt sikkert igen, og jeg har også den næste plan i hovedet, hvor jeg vil prøve at ramme niveauet højere oppe af medarbejdere i branchen, slutter Trine.

Trine Seidelin Hagen Kongens Nytorv Metro st

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 kommentarer