Ingen jobkrise i Norge

  • 06 jun. 2013 Kl 10:28

Akademikerledigheden i Danmark er p.t. på 5,1 pct. MA’s er på 7,8 pct. svarende til landsgennemsnittet, men i Norge er den på 1,6 pct. Nordmændene er derfor på jobjagt efter akademikere. Alene i Købehavn er der 5.700 ledige, mens Norge mangler over 7.000, heraf ca. 1.000 magistre. Den 25. april var der jobmesse i København, hvor humanister og scient.er blev orienteret om jobmulighederne og kunne snakke med rekrutteringsbureauer.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Når fremtidsforsker Claus Kjeldsen kigger ind i arbejdsmarkedets krystalkugle, ser han en interessant udvikling. Han gav nok det største gys i forsamlingen, da han deklamerede, at turen er kommet til vidensarbejderen.

- Også det arbejde automatiseres nu. Fremtiden ligger i stedet i de såkaldte frie agenter. De kommer til at udgøre 80 pct. af et firmas arbejdsstyrke og er projektansatte, der hopper ind og ud. For vi kommer til at shoppe vores arbejde på det globale arbejdsmarked. To til tre år pr. sted. Eller vi ”side hustler” ved at have flere job på én gang. Og de kompetencer, der efterspørges, er mediefærdigheder, tværkulturelle færdigheder, social intelligens og evnen til at sige nej ved at skære ind til det væsentligste.

Altså alt sammen set med fremtidsforskernes briller, som rundede af med denne bemærkning for måske at indgyde lidt optimisme: ”Norge er en omvæltning, man altid kan håndtere”.

Fandt jobbet – og kæresten

Masser af jobopslag på nav.no og finn.no. Foto: MA

Det beviste i hvert fald førsteamanuensis (lektor) og religionshistoriker ved det teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim (NTNU), Jesper Aagaard Petersen, da han på en Skype-forbindelse fortalte om, hvordan det var at flytte rødderne til Norge. Bortset fra den første nat i en kold træhytte i januar måned med overnatning på gulvet, er han blevet taget godt imod af broderfolket, og er – som han gamle far forudsagde det – blevet norsk gift og fået to børn.

- Her er en uformel omgangstone og høfligheden sidder bedre fast. Man kan sænke skuldrene lidt mere. Tempoet er ikke så højt. Danskere går for at være frie og liberale og selvfølgelig gode til at drikke. Men humoren er anderledes. Et godt sted at starte er derfor at se norsk tv!, foreslog Jesper.

Han mindede også deltagerne om, hvad Dan Turell engang sagde, at ”Oslo er som at tage 10 år tilbage i tiden.”

Masser af lærerstillinger

Norge vil mangle 18.000 undervisere i 2020. Lige fra grundskole, hvor der også ansættes akademisk arbejdskraft, til højere læreanstalter. Det var det glade budskab til de fremmødte, som Per Arne Sæther fra Norges næststørste fagforening, Utdanningsforbundet, kunne viderebringe. Derfor var det på sin plads med en gennemgang af hele det norske uddannelses- og skolesystem, da det adskiller sig en del fra det danske. Mange ville gerne vide, hvordan man tacklede sprogbarriererne, men Per Arne Sæther kunne trøste:

- Dansk er jo egentlig bare en norsk dialekt. Dias eller slides hedder lysark, og sådan er det hele vejen igennem. Mundtligt forstår nordmænd og danskere udmærket hinanden. Det er selvfølgelig op til den enkelte arbejdsgiver, om man vil forlange flydende norsk før ansættelsen.

Skriftligt kan der ligge en udfordring i de to varianter, bokmål og nynorsk, men bokmål, som danskere kan læse, bruges overalt. Er man på dagpenge, er det muligt at tage op til en ansættelsessamtale. Det er bestemt ikke sikkert, at arbejdsgiveren vil betale alle rejseomkostninger, så en deltager foreslog, at man kunne gøre det over Skype.

Ellers kan man også tage på jobsøgning i op til tre måneder som ledig. Søger man stillinger som underviser, sker det gennem Utdanningsdirektoratet på udir.no. Ønsker man meritoverførsel, tager den enkelte skole/universitet stilling til det.

Cv’erne er for dårlige

Kristine Muri fra det norske rekrutteringsbureau Boos gav det råd, at man skal gøre sig umage med cv’et. Det skal være kort, informativt og let at læse.

- Jeg ser alt for mange dårlige cv’er, der ryger i b-bunken. Og så skal man begrunde, hvorfor man vil flytte til Norge og hvornår.

Hun rekrutterer også humanister som projektledere til norske ingeniørvirksomheder.

På jobmessen havde MA ved simpel søgning alene 100 opslag med. Både stillinger til humanister og scient.er.

- Det er bare pick and choose” sagde konsulent i MA, Petrine C. Hahn. Du finder dem på nav.no og finn.no.

Links

Pjece: Gode jobmuligheder for magistre i Norge
Per Arne Sæther: Det norske skolesystem
A-kasse regler for jobsøgning og arbejde i Norge
Claus Kjeldsen: Fremtidens arbejdsmarked og mobilitet
Deloitte: Skat ved arbejde i Norge
Kristine Muri: BOOS Bemanning
MA Guiden: Udlandsophold 
Pressemeddelse: Danske akademikere får job i Norge
www.nav.no
www.finn.no
www.udir.no

0 kommentarer