Ingen gratis kaffe, men masser af jobs

  • 17 maj. 2016 Kl 9:15

Har du kig på det engelske jobmarked, skal du finde det rekrutteringsbureau, der rammer dig som specialist.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Ole Dreyer havde en frokostaftale med en CEO i et stort engelsk firma i deres kantine. Da de havde spist, sagde CEO’en, at han nok skulle betale. Også for kaffen, som de kunne tage med op på hans kontor.

Ole Deyer er selv Managing Director i Compass Human Ressources Group. Et nordisk rekrutteringsbureau, som opererer på det engelske marked. Han var hyret som oplægsholder på jobmessen i Falkoner Centret i København i april måned med fokus udelukkende på jobs i UK.

Han ved, at danskere er forkælede, når vi har frokostordning, gratis kaffe og hæve-sænke borde. I England? Forget it! Til gengæld er vores ry, at vi er troværdige, ihærdige og effektive. Og åbne og mere direkte. Det sidste ikke altid en fordel.

Jobmarkedet er stort med mange ledige stillinger

Den gode nyhed er, at der er masser af jobs i UK. Også for akademikere. Og der er masser af hjælp at hente, hvis du kigger den vej på jobmarkedet.

Ole Dreyers vigtigste budskab var, at kun dimittender kan søge generalistjobs. Langt hovedparten er specialistjob, også selv om du kun har ganske få års erfaring.

Graduate-markedet er stort. Det vil sige, at du med en dansk bachelor har langt større muligheder end herhjemme for at samle noget erhvervserfaring, inden du går videre på kandidaten.

Find dit rekrutteringsbureau

Vejen ind er ofte de mange rekrutteringsbureauer, som altså for langt de flestes vedkommende har specialiseret sig i bestemte brancher.

Start derfor hos The Recruitment & Employment Confederation. Find det rette bureau til dig og hold kontakten med dem. 51 procent ansættes denne vej på et jobmarked, der er vokset eksplosivt de senere år.

Vær opmærksom på, at rekrutteringsbranchen er delt op på:

Retention agency

Som jobsøger kan du tilkøbe dig deres hjælp til at finde et job, der passer til dine kvalifikationer. De er bundet til dig på en 1-1 kontrakt indtil det lykkes.

De har desuden eneret på din ’sag’.

Samme gør sig gældende den anden vej – hvis et firma køber ydelse hos et retention agency, ’hænger’ rekrutteringsfirmaet på opgaven, indtil den er enten løst eller kontrakten opsiges.

Pengene betales up front af køberen – som regel noget dyrere end contingency metoden, men til gengæld mere kvalitet.

Contingency agency

Som jobsøger bliver din ’sag’ sat i udbud, så flere rekrutteringsfirmaer kan byde ind og hjælpe.

Samme gør sig gældende den anden vej ift. firmaer, der køber hjælp til at finde en ny arbejdskraft.

Ydelsen koster ingen penge – først når jobbet/kandidaten er i hus, kommer der en faktura.

Faren her er, at pengene er bundet op på et hurtigt ’hit’, så contingency agents har ofte et incitament, der ikke nødvendigvis flugter med kundernes – et hurtigt ’hit’ er vigtigere end kvaliteten.

Ole Dreyers firma er et retention agency, og han anbefaler, at man benytter sig af et sådant som jobsøger.

0 kommentarer