Ingen brug for humanister?

  • 23 mar. 2015 Kl 13:49

I de sidste par år har vi fået tudet ørerne fulde med, at det, Danmark skal leve af fremover, er viden. Vi skal være et videnssamfund, der kan omsætte og eksportere tanker og ny viden.

Af Niels Bjørk Pedersen, cand.mag. i historie og merkonom i organisation, projektstyring, lederskab og ledelse i praksis.

Vidensværdi vurderes forskelligt

Politikerne opfordrer alle til uddannelse og videreuddannelse for at gøre os til et ledende videnssamfund, og det er her jobskabelsen skal ske. 

Hvad politikere og uddannelsesinstitutioner ikke fortæller os er, at den viden, der er brug for, er meget konkret og strømlinet uden plads til større diversitet. Der er brug for viden til at kunne omsætte og skabe kroner og ører lige nu og her. Viden inden for teknik, it, industri og medicin – det er nemlig her, den danske fremtid og økonomi ligger!

Men hvad er viden? Groft sagt er det den akkumulerede visdom igennem adskillige menneskers levetid, som er blevet givet videre fra generation til generation, uanset om det har drejet sig om erkendelsesområderne i naturvidenskaberne eller humanismen.

Niels Bjørk Pedersen_120

Cand.mag. og merkonom Niels Bjørk Pedersen

Hvor vil jeg hen med dette i forhold til jobsituationen i dag?

Jo, indtil 1600-tallet gik videnskabsfolk ikke så meget op i, om det var biologi, historie eller litteratur, der blev studeret. Man kastede sig ud i alle forskningsfelter, hvilket understreges af de utallige filosofiske og naturvidenskabelige artikler, der blev udfærdiget i denne periode. Der var plads til det hele.

Herefter udviklede videnskaben sig hastigt, og man druknede i forskningsområder i alt mellem himmel og jord. For at nå ny viden og erkendelse måtte hver især grave sig dybere og dybere for at finde de mindste detaljer. Resultatet blev, at hver især holdt op med at interessere sig for omverdenen, og alle kræfter blev brugt på ens eget felt.

Hvad skal samfundet bruge humanister til?

Med den udvikling er det lykkedes at splitte videnskaben op i to kategorier: naturvidenskab og humaniora. I dag er der gabende kløfter mellem disse to videnskaber, og lige præcis det afspejler sig i det videnssamfund, der higes efter at skabe i Danmark. Det har stor betydning for hvilken slags viden, landet skal leve af, og dermed også hvilken type jobs.

Der er brug for ingeniører, biologer, medicinere, teknologer, it-folk og andre håndværksmæssige fagfolk. Der er behov for dem, der kan skabe et konkret produkt, så det kan give kroner i kassen nu og her. Det er de personer, der er størst behov for fremadrettet, hvis det er den økonomiske frihed og velfærd, vi skal satse på.

Hvad men den anden skole af viden? Jovist, den er der behov for, men slet ikke i så udpræget grad. Humanismen skaber ikke det konkrete produkt, der kan måles og vejes og sælges til en bestemt pris. Derfor giver den i nogles optik ikke nogen økonomisk gevinst – i hvert fald ikke nu og her.

Humanismen er god til at tage sig af vores børn i skoleårene for at lære dem at læse og tale flere sprog, lære om etik og moral, men når vi skal begynde at yde til samfundet, så tager naturvidenskaben over.

Sat på spidsen, er der en generel opfattelse af, at naturvidenskaben forklarer, mens humaniora og samfundsvidenskaberne kun vil forstå.

Nu er problemet, som jeg ser det, at hvad hjælper det, at alle vil forklare, hvis der ingen er, som forstår? Og hvad, hvis der ikke længere er nogen, som forstår, der kan forklare alle andre det?

I stedet for at binde to vidensmodeller sammen har vi skabt en kløft, og det har direkte indvirkning på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud i dag, og hvad der er behov for af arbejdskraft.

Det er mennesker, der skaber den økonomiske gevinst

Arbejdsmarkedet i dag er ikke gearet til humanister og deres bløde, flyvske tanker og værdier. Relationen mellem mennesker og menneske og samfund nedprioriteres til fordel for relationen mellem produktion og økonomisk gevinst.

Man glemmer blot, at dem der sørger for produktionen og sørger for den økonomiske gevinst, netop er mennesker. I stedet for at tune og skrue på maskineriet til at kunne yde mere og give flere penge i kassen, så var det måske en idé at interessere sig for det allerførste led i processen, nemlig mennesket. Sørg for menneskets velbefindende, og det vil give et langt større afkast fra sig end nogen som helst anden maskine – hvis det vel og mærke bliver behandlet ordentlig, og der er nogen, der kender til de bløde værdier og menneskets sind – nogen som ”forstår” det at ”forklare”!

Det er her humanismen kommer i spil, og det er her, den kan gøre en stor indsats. Der er plads til både humanisme og naturvidenskab, hvis blot arbejdsmarkedet vil åbne øjnene for, hvor de kan komplimentere hinanden, og hvor 2 + 2 giver 5.

Hvad bruger man en cand.mag. i historie til?

Som cand.mag. i historie er jeg utallige gange blevet mødt med spørgsmålet: Men hvad kan du så bruge det til? Og flere gange har jeg ønsket bare at kunne sige, at jeg var ingeniør eller andet naturvidenskabeligt for ikke at skulle forklare og forsvare mit valg for 117. gang.

For folk er det nærmest selvforklarende, hvad en ingeniør kan bruges til, mens det er langt de færreste, der ved, hvad en historiker kan. Derfor har jeg i dag også opgivet tanken om at bruge det rent historisk faglige fra min uddannelse. Derimod fremhæver jeg mit enorme metode- og analyseapparat samt kompetencerne inden for kommunikation og formidling. Og så vendt alle disse kompetencer over i et erhvervsmæssigt perspektiv med min merkonomuddannelse, som giver nogle håndgribelige værktøjer på cv’et, som alle vil forstå, men også fordi det interesserer mig.

Jeg har nu gået ledig i et år, og jeg prøver med næb og klør at komme ind på arbejdsmarkedet, men det er frustrerende at gå med en følelse af, at ingen vil have mig eller kan bruge mig, selv om jeg søger bredt inden for alle de brancher, jeg mener mine evner rækker. 

Det mest stressende er, at uret tikker, og klippekortet på arbejdsløshedsdagpengene bliver kortere og kortere.

Jeg finder mig ikke i at havne i et system, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved min evne til at komme op om morgenen og vil give mig dårlig samvittighed for at være ledig.

Ganske vist oplever jeg dage, hvor motivationen til jobsøgningen er i bund på grund af alle afslagene, og jeg vil hellere putte mig og glemme situationen. Men alligevel rejser jeg mig hver dag, og jeg strukturerer selv min arbejdsuge med målet om at researche til mindst tre jobs og få tre målrettede ansøgninger af sted om ugen, samtidig med at jeg deltager i de lovpligtige kurser og workshops fra jobcentret.

Kunne jeg som humanist med kompetencer i kommunikation, formidling, projektstyring, optimeringsprocesser, ledelsesprincipper og med stor empatisk forståelse for sine medmennesker gå ud og grave et job op af jorden og komme ud af dagpenge og ledighedssystemet, så havde jeg gjort det allerede i går.

0 kommentarer