Hvordan synes du, dagpengesystemet skal se ud?

  • 15 aug. 2013 Kl 8:57

KVALIFICER BESTYRELSENS HØRINGSSVAR

Bland dig inden den 7. september. Kommentér her på bloggen. Læs: Bestyrelsens oplæg til en dagpengereform Efter nytår nedsætter regeringen en kommission, som skal se nærmere på selve dagpengesystemet. MA’s bestyrelse søger selvfølgelig maksimal indflydelse på kommissionens arbejde. Konkret skal MA’s bestyrelse inden den 10. september 2013 afgive høringssvar til de akademiske fagforeningers centralorganisation, Akademikerne (tidligere AC). Bestyrelsen har allerede her i MA-Nyt opfordret medlemmerne til at tage del i debatten. Som et led i denne debat lægger vi nu vores foreløbige høringssvar ud. Har du bemærkninger til høringssvaret (indhold, prioriteringer mv.), må du meget gerne skrive dem neden for inden den 7. september, så vi har dem, inden vi sætter det endelige punktum.

Mens vi fortsat venter på Carsten Koch-udvalgets forslag til en reformering af beskæftigelsesindsatsen, har regeringen besluttet at nedsætte en kommission, som skal se nærmere på selve dagpengesystemet. Kommissionen påbegynder arbejdet efter nytår. Da kommissionen først skal fremlægge sine resultater i foråret 2015, kan man godt frygte, at der bliver tale om en syltekrukke, der blot har til formål at skabe ro på området frem til næste folketingsvalg.

Hertil kommer, at kommissionens arbejde er underlagt nogle meget snævre rammer. Fx hedder det, at ”forslag til ændringer må ikke indebære højere strukturel ledighed, lavere beskæftigelse eller svækkelse af strukturelle offentlige finanser”. Alligevel vil jeg opfordre til, at vi her i MA-Nyt begynder en længerevarende debat om, hvilke forslag MA skal spille ind med. Konkret vil de akademiske fagforeningers centralorganisation, Akademikerne (tidligere AC), i løbet af efteråret komme med forslag til et fremtidigt dagpengesystem. MA’s bestyrelse søger selvfølgelig maksimal indflydelse på disse forslag, ligesom vi løbende vil deltage i debatten.

Derfor vil vi også gerne høre dine forslag og kommentarer til en reform af dagpengesystemet.

MA’s bestyrelse er tidligere – på baggrund af en medlemsdebat her i MA-Nyt – kommet med indspil til ”Væk med bøvlet, Inger”. Det var et initiativ fra den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre. Vi kom med 64 konkrete forslag. Nogle af vores forslag blev implementeret, andre ikke, men fx slipper ledige på seks ugers selvvalgt uddannelse nu for at skulle på uddannelsesydelse, med hvad det medfører af bureaukrati og eventuelle forsinkelser. Ledige skal heller ikke længere i aktivering eller møde personligt frem for at få tjekket rådighed, hvis de går i arbejde, på barsel, på efterløn eller pension inden for seks uger.

Jeg opfordrer til, at vi her i MA-Nyt begynder en længerevarende debat om, hvilke forslag MA skal spille ind med til det nye udvalg. MA’s bestyrelse vil blandt andet på sit møde den 26. august også tage en længere diskussion af dette. Så kom med dine forslag og kommentarer til en reform af dagpengesystemet nedenfor som kommentar til denne leder. Kommenter også gerne andres forslag og kommentarer. Så håber jeg, at vi kan få en grundig debat, inden MA’s bestyrelse i midten af september skal aflevere forslagene til Akademikerne.

Venlig hilsen 
Frederik Dehlholm
formand for MA

0 kommentarer