Mira M. Cordsen til medlemsfesten 29. august 2013. Foto: Stefan Kai Nielsen

Hvordan sætter du din pris? Og er der ikke stor konkurrence?

  • 19 sep. 2013 Kl 8:04

Skriv på bloggen herunder og få svar fra Mira M. Cordsen, der til medlemsfesten den 29. august 2013 fortalte om, hvordan hun for alvor kom i gang som selvstændig. Det er ikke sværere, end man gør det til, lød hendes hovedbudskab.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

”Velkommen til denne rundtur med Expierence Ørestad. Håber I har taget fornuftigt tøj på. Her ser I 8-tallet tegnet af Bjarke Ingels. De bruger 250.000 kr. på en vinduesvask. Og her Bjerget, som kan minde om en cambodiansk tempelruin med alle sine hængende haver og beboere, der dyrker urban farming.”

På 2½ år har Mira klædt sig selv på til at klare tilværelsen som selvstændig og fået svaret på, hvordan hun bliver glad i sit arbejdsliv.

 Udfordring #1

Hvorfor er det kun som lønmodtager, man kan forbedre sine kompetencer? Det kan man også som selvstændig.

”Jeg havde en masse ideer, som jeg brændte inde med – eller også fodrede jeg mine tidligere arbejdsgivere med en masse gods, men fik ikke selv noget igen. De såede ikke noget nyt til mig. Så jeg fyrede dem!”

Udfordring #2

Som lønmodtager vænner du dig hurtigt til en fast og relativ høj løn. Efter fx fem år kan det være sværere at tage springet. Som selvstændig må du især som nyuddannet regne med en lav løn.

”Jeg var nok heldig, for jeg havde ikke brug for en større startkapital. Jeg fik lavet en hjemmeside, og så var jeg i gang. Efter ni måneder var jeg ude af dagpengesystemet.”

Udfordring #3

Det er dejligt at kunne bestemme over sin egen tid, udvikle sine ideer og gøre dem færdig. Rygsækken pakket med iværksætteri kan man fx få på et kursus i MA. Den viden er tilgængelig og ikke uoverskuelig.

”Ja, der er stor konkurrence på markedet, men det betyder ikke, at man ikke kan få succes. Man må positionere sig på markedet – finde ud af, hvor man skiller sig ud. Og i øvrigt trækker jeg meget på det netværk, jeg har fået gennem MA.”

Udfordring #4

Starter du som ledig med selvstændig bibeskæftigelse, må du ikke meget. men du kan mere end du tror, selv om du ikke må signalere, at du går efter en hovedbeskæftigelse. Møder og aktiviteter kan lægges i weekend eller aftentimer, og en aftale i dagtimerne kan gennemføres, så længe den ikke kolliderer med din rådighedsforpligtelse. Der er ingen øvre timegrænse for, hvor meget du lægger i dit projekt.

”Jeg synes, man skal tilbyde de ledige en erhvervskonsulent hos deres anden aktør fx. Altså en ekspert, der virkelig har forstand på det. Og hold fast i identiteten som selvstændig, selv om det kan være vanskeligt. Omfavn titlen.”

Udfordring #5

Kan humanister finde ud af at sælge? Og hvordan får man prissat sine ydelser?

”Jeg har lært, at man skal sælge, så får du større frihed til nye tanker. Men du kan naturligvis kun sælge, hvis din ydelse er tiptop. Jeg er helt klart blevet mere businessminded. Jeg skal jo leve af min forretning nu. Jeg har sat min pris efter mine kompetencer som ekspert på Ørestad, mit kendskab til lokalområdet og min viden om kultur og byudvikling. Og jeg har også sat den højere end andre.”


Download MA’s pjece Kom godt i gang som selvstændig eller rekvirer den på tryk på hjw@ma-kasse.dk.
Læs tidligere artikel om Mira og Expierence Ørestad, Udsigten som selvstændig og foromtalen af arrangementet.


HVORDAN BLIVER JEG SELVSTÆNDIG?

BLOG LØS med Mira eller MA’s eksperter herunder

0 kommentarer