Fylder du snart 30 år?

  • 01 nov. 2012 Kl 9:44

Der har været talt og skrevet meget om efterlønnen i 2012, og er den ikke død nu? Du har måske haft det indtryk, at efterlønnen ikke bliver aktuel for dig som snart 30-årig. Men efterlønnen findes skam stadig, og den kan faktisk også være interessant for dig.

Af Søren Kristensen, efterlønskonsulent i MA

I dag kan efterlønnen betragtes som en blanding af en forsikringsordning og en universel velfærdsydelse. Det betyder, at du foruden at være medlem af en a-kasse også skal tilmelde dig efterlønsordningen, senest den dag du fylder 30 år – og betale efterlønsbidrag i 30 år. Hvis du fx forstiller dig, at du ikke vil arbejde til du er 69 år, som er den forventede folkepensionsalder for din årgang, kan en aktiv tilmelding til efterlønsordningen give dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet i en alder af (forventet) 66 år i stedet. Men en tilmelding til efterlønsordningen kan også sikre dig en skattefri præmie (i dag knap 150.000 kr.), hvis du arbejder længere end til de 66 år – og efterlønnen kan også være en slags ”sygeforsikring”, hvis du på et tidspunkt mellem du er 66 og 69 år skulle blive syg – dog forudsat at du, den dag du fylder 66 år, er rask og til fuld rådighed for arbejdsmarkedet. Som tilmeldt til efterlønsordningen har du også mulighed for at få tilbudt et seniorjob.

Hvad anbefaler MA dig?

Hvis du er i tvivl om du vil tilmelde dig efterlønsordningen, kan vi anbefale dig at tilmelde dig senest på din 30-års-dag, og dagen efter bede om en bidragsfri periode i op til seks år. Så er du med og har tid til at finde ud af, om ordningen er attraktiv for dig. Er du i aldersgruppen, får du brev fra os.

0 kommentarer