Majken Jacobi Zahle og Jonas Nørgaard Klügel er to af deltagerne i projekt 50i180.

Frederiksberg Kommune tænker løntilskud helt anderledes

  • 20 apr. 2015 Kl 7:29

Hos Akademiker Centeret i Frederiksberg Kommune er vi ikke bange for at nytænke indsatsen for at få akademikere i job. Det seneste skud på stammen af innovative tiltag er et projekt kaldet 50 akademikere i 180 dage, eller bare ”50i180”.

Af Christoffer Devedzic Riis, kommunikations- og pressemedarbejder, Akademiker Center Frederiksberg

Projektet bygger helt grundlæggende på forventningen om, at fremtiden kommer til at stå på masser af tværfaglige projektopgaver for Danmarks mange akademikere. Det er en mulighed for at få mere erfaring med konsulentrollen og samtidig få et bredt netværk af akademikere.

Hvordan ser en konsulent ud?

Majken Jacobi Zahle er cand.mag. i religionshistorie og psykologi  – en kombination, der kan lyde et stykke vej fra kommunal udviklingskonsulent, men trods sin abstrakte og højtflyvende uddannelse har Majken kunnet bidrage til sit projekt med meget konkrete kompetencer.

- Jeg havde på fornemmelsen, at man i vækstskabende erhvervsudviklingsprojekter først og fremmest brugte  arkitekter, webdesignere, ingeniører, app-kyndige osv. Jeg blev positivt overrasket.

For første gang i mit liv, fik jeg slet ikke brug for min ’salgstale’.

Styregruppen gav mig nemlig et stort og tydeligt: ”JA, vi kan bruge dig!”. Men ikke nok med det, jeg var faktisk lige præcis sådan en, de var på udkig efter.

Majken tilføjer:

- Jeg er gruppens specialist, når det kommer til børns lærings- og udviklingsprocesser, pædagogisk didaktik og interviewteknik. Herudover lider jeg af ’pionersyge’ og stortrives med idéudvikling.

Hvad kan en geograf?

Som cand.scient. i geografi står  og Jonas Nørgaard Klügel med  den samme udfordring som Majken. Han har mange metodiske værktøjer og en stærk generel faglighed, men geografer laver mange forskellige ting, og derfor har folk svært ved at putte dem i en kasse.

Han oplever ofte, at folk tror, han enten er geolog eller virkelig god til hovedstæder. Jonas forklarer:

- I virkeligheden er min profil mere hen ad en landskabsarkitekt end det, de fleste tror en geograf er. Jeg er god til at holde styr på mange detaljer i et kompliceret projekt og konstant at have et praktisk fokus på, hvordan vi påvirker vores omgivelser og hvordan de påvirker os. Her er det vigtigt at kunne forstå specialisterne på et overordnet plan og sætte deres arbejde ind i en større sammenhæng. Jeg har også helt konkret brugt mine kompetencer som geograf til at kortlægge saltning sat overfor udskiftning af vejtræer på Frederiksberg.

Hvordan har din rejse været?

Jonas og Majken arbejder på to forskellige underprojekter, men har begge fundet en måde at bringe deres faglighed mest muligt i spil, selvom de ikke selv har valgt udfordringerne.

Majkens gruppe arbejder med udfordringen, at byens daginstitutioner skal blive bedre rustede til at bruge byens rum til børnenes glæde, mens Jonas’ gruppe undersøger hvordan saltning påvirker vejtræer, grundvand og miljøet generelt, og hvad vi kan gøre ved det. Han beskriver sin rolle i projektet:

- Jeg blev ret hurtigt projektleder i gruppen, fordi jeg både kan forstå mine meget naturvidenskabelige og mine samfundsvidenskabelige kollegaer. Det er blevet helt tydeligt for mig, at min samfundsgeografiske baggrund er et meget stærkt kort i et projekt, hvor der skal tages hensyn til miljø, mennesker og infrastruktur.

Hvad med fremtiden?

Projektet har givet Jonas mange kontakter i både offentlige og private virksomheder og en vished om præcis, hvor hans profil passer ind – som formidler og organisator af bygge- og miljøprojekter.

For Majken ser fremtiden også lys ud. Hun har fået en masse nye kontakter og har fået en masse positiv feedback på sit arbejde. En faglig bekræftelse, som har fået hende til at se meget lyst på fremtiden. Hun siger selv:

- Fremtiden er jo en svær størrelse at spå om, men jeg ved, at jeg er utrolig arbejdsom, kvalitetsbevidst og temmelig ambitiøs.

Derfor tror jeg på og stræber efter, at 50i180 bliver det bindeled, der kobler mig sammen med erhvervslivet.

Indtil videre har min deltagelse i projektet være ubetinget positiv. Jeg har fået lov til at lufte mine personlige og faglige kompetencer i erhvervslivets sfære, hvor de er blevet anerkendt, sat i spil og værdsat. Mit arbejde er tilmed blevet kaldt genialt!

For Jonas var projektet en kærkommen mulighed for at få komme ud på arbejdsmarkedet igen. For ham har de tre måneder, han nåede at være på dagpenge, været noget af en omvæltning:

- Jeg har stort set arbejdet siden jeg var 13 år gammel, så det var meget vigtigt for mig at finde noget at lave hurtigst muligt, og så var det bare et ekstra plus, at det var et virkelig spændende projekt. Jeg har endda fået min daglige gang hos Frederiksberg Gartner- og Vejservice – et meget relevant sted for en geograf.

Om projektet

Projektet består af 50 akademikere ansat som udviklingskonsulenter i løntilskud. Akademikerne er blevet fordelt i 10 tværfaglige grupper der hver især er blevet stillet overfor eksisterende udfordringer i kommunen.

Projektet startede den 1. december 2014 og afsluttes med en messe i Kedelhallerne på Frederiksberg den 20. maj 2015.

0 kommentarer