Formanden har ordet

  • 24 mar. 2011 Kl 9:51

Vi har nu for anden gang lavet en undersøgelse af jeres tilfredshed eller nærmere manglende tilfredshed med anden aktør. Resultatet taler sit tydelige sprog, som det ses af anden artikel i dette nyhedsbrev, og i den forbindelse vil jeg gerne slå på tromme for at bruge den service, vi i MA yder som ‘Medlemmets Advokat’. Bestyrelsen har sat ekstra resurser af til at hjælpe jer, når I får problemer i forhold til anden aktør eller i forhold til jobcenteret.

Læs sammendrag af undersøgelsen

Der foregår for tiden en del spilfægterier omkring, hvad en ny regering vil/skal gøre i forhold til de grove dagpengeforringelser, som den nuværende regering gennemførte i sommers. S/SF vil kun afsætte præcist de midler regeringen sparede ved dagpengeforringelserne til genopretning/forbedring af dagpengesystemet og ikke en krone mere. De prøver dermed at presse fagforeningerne ind i et internt slagsmål, om dagpengeperioden skal tilbage til fire år eller om dagpengemaximum skal hæves fra det nuværende meget lave niveau. Det er et meget kedeligt og uacceptabelt alternativ. Begge dele er nødvendige, og vi kan ikke sælge dagpengeperiodens længde imod at få hævet dagpengemaximum.

Fra vores egen lille verden må jeg desværre fortælle, at vi har indkøringsproblemer med vores nye it-system. Det er en ringe trøst, at andre a-kasser, der har gjort det samme, har oplevet præcist det samme, for det betyder, at vores sagsbehandlingstider, som ellers var kommet pænt ned, er steget alt for meget. Vi kan se, at det kommer til at tage noget tid, før vi er tilbage på sporet igen. Det er jeg oprigtigt ked af. Det er en hård overgangsperiode, før det hele kommer til at fungere bedre end før. Planen er at det nye it-system sammen med andre tiltag kan føre til bedre service og en kontingentnedsættelse om nogle år.

Frederik Dehlholm
formand for MA

0 kommentarer