Stud.mag. Ditte Amalie Kraul. Foto: Stefan Kai Nielsen

Fællesskab er der rigeligt af på universitetet

  • 16 jun. 2015 Kl 9:18

Af Ditte Amalie Kraul, stud.mag. i engelsk og journalistik på Aarhus Universitet

Som studerende på en lang videregående uddannelse føler mange i én eller anden grad, at de har taget et fornuftigt valg.

Man regner med, at fem-seks års hårdt slid giver pote, når man dimitterer, og at der venter et godt liv forude. Men prekariatet, den nye samfundsklasse, som britisk professor og samfundsforsker Guy Standing har analyseret frem, medfører usikre arbejds- og livsforhold, som akademikerne ikke kommer til at gå fri af.

Og det får konsekvenser for vores samlede lykkefølelse i livet.

Lykken ved at være studerende

Ifølge bogen ‘Lykke’, skrevet af professor i økonomi og lykkeforsker Christian Bjørnskov, er ens akkumulerede lykkefølelse i hverdagen stærkt betinget af økonomisk tryghed, identitetsfølelse og følelsen af at høre til.

Det kan i store træk forklare, hvorfor tilværelsen som studerende af mange huskes som én af de bedste perioder i livet. Som studerende identificerer man sig ofte med sit fag, og fællesskab er der rigeligt af på universitetet. Den økonomiske frihed kommer i forlængelse af specialet, forestiller man sig.

Men den dag, man dimitterer, har man blot mindet og eksamensbeviset som en håndgribelig manifestering af ens identitet som akademiker. Det næste og meget afgørende identitetsskabende skridt er ens arbejde, som udover (forhåbentlig) at være inspirerende og velbetalt, også giver tryghed. Og der har akademikere et forspring.

Guy Standing__481

 

Det er vi i hvert fald blevet fortalt. Men med prekariatets indtog ser virkeligheden anderledes ud, og Guy Standing spår, at nyuddannede i stigende grad kommer til at gå en usikker tid i møde.

Betegnelsen ‘prekariat’ er en kobling af ordene precarious og proletariat, men gruppen består langt fra kun af svundne tiders arbejderklasse.

Prekariatet består af mennesker, som holder sig ovenvande via korte, midlertidige ansættelser såsom vikariater, sæsonarbejde og løbende opgaver, eksempelvis online. De går glip af kontante fordele som pension, ferie og sygedagpenge og har ikke umiddelbart udsigt til en fastansættelse.

Prekariatet er også på vej til Danmark

Ifølge Standing er ét af hovedtrækkende, at man som prekarietar ikke har nogen erhvervsmæssig identitet eller arbejdsrelateret selvopfattelse. Man hører ikke til nogen steder. Et scenarie, som mange nyuddannede kender til. Vejen til en fastansættelse kan være lang og kringlet, og mange må kæmpe sig frem via løntilskud, projektansættelser og barselsvikariater. Et scenarie, som bliver stadigt sværere at løsrive sig fra.

Standing bemærker, at prekariatet endnu ikke er nået Danmark i samme omfang som i andre europæiske lande, men at det er undervejs.

Prekariatet er ifølge Standing et resultat af neoliberalistiske arbejdsmarkedsreformer i det postindustrielle samfund, som siden 1970′erne har styrket arbejdsgivernes magt og svækket de ansattes organisering og forhandlingskraft. Og af frygt for at blive fastlåst i arbejdsløsheden, må mange takke ja til usikre arbejdsforhold på arbejdsgiverens præmisser.

Lykkeforskning dokumenterer desuden, at det at blive arbejdsløs er en af de værste begivenheder i de fleste menneskers liv – og at det efterfølgende lykketab er et af de største, forskere kender til. Mens noget af tabet har at gøre med den manglende indkomst, kommer størstedelen af den mistede lykke helt andre steder fra. Nemlig tabet af identitet og sociale relationer. Omstændigheder, som netop kendetegner den usikre tilværelse, en nyuddannet prekarietar risikerer at havne i.

Guy Standing opfordrer prekariatet til at kæmpe. Tiden og forholdende er nye, men dybest set er der tale om en en klassisk kamp på vilkår imellem arbejdsgiver og arbejdstager.

0 kommentarer