Et katastrofalt hug til en succes

  • 04 dec. 2013 Kl 15:07

Regeringen valgte at lave finanslovsforlig med de borgerlige. Det indebærer desværre, at der ikke er afsat penge til fortsættelse af Akademikerkampagnen. Den har ellers de senere år været en stor succes og har skaffet 2.000 helt nye akademikerjob i små og mellemstore virksomheder.

Kampagnen har gået ud på at ringe små og mellemstore virksomheder op og fortælle dem om, hvilken gavn de kan få ud af at ansætte en akademiker. Mange undersøgelser har jo vist, at små virksomheders overskud stiger betydeligt, efter at de har ansat en akademiker, og at en nyansat akademiker ofte giver anledning til oprettelse af flere nye job i virksomheden. Opringningerne følges op med virksomhedsbesøg.

Den succesfulde kampagne har endda været udført for små midler. Fem millioner om året. Det er en katastrofe, at der ikke er sat penge af til en fortsættelse specielt set i forhold til den meget høje dimittendledighed. Hvad gør vi? Der er blevet talt med alle folketingspartier om Akademikerkampagnen i løbet af efteråret, og så får vi alligevel ingen penge. Vi må lægge hovederne i blød i mere end en forstand.

Læs også pressemeddelesen fra Akademikernes formand, Ingrid Stage.
Og læs medlemshistorier her i MA-Nyt, som har vist Akademikerkampagnens værdi.

Nyt MA-Nyt

Jeg kan jeg fortælle, at du læser det sidste nummer af MA-Nyt i dette format. I det nye år vil MA-Nyt blive sat op som et decideret nyhedssite, der løbende opdateres med nye artikler og historier. Samtidig vil vi udsende en mail til de forskellige målgrupper blandt medlemmerne ca. en gang om måneden med nogle af de nyheder, der kan have målgruppens interesse.

Jeg vil slutteligt gerne ønske alle medlemmer en god jul og et rigtigt godt nytår.

Frederik Dehlholm
Formand for MA

0 kommentarer