Et forældet dagpengesystem

  • 06 jun. 2013 Kl 10:24

Tak til regeringen og Enhedslisten for at have lavet et dagpengeforlig, der redder mange MA-medlemmer fra et økonomisk kaos. Det sker godt nok på en ringere ydelse, henholdsvis 80 pct. og 60 pct. af den højeste dagpengesats for forsørgere og ikke-forsørgere, men alternativet på kontanthjælp eller slet ikke noget ville være den rene kynisme i en fortsat krisetid uden udsigt til en mærkbar jobskabelse.

Den nuværende uddannelsesydelse forlænges et halvt år, så det giver stadig mulighed for at kunne opkvalificere sig relevant i forhold til ens uddannelse. Den nye arbejdsmarkedsydelse administreres af a-kasserne og indeholder ret og pligt til ”et virksomhedsrettet tilbud”.

Det er uklart i forligsteksten, hvordan disse tilbud skal tilvejebringes og hvordan kvaliteten sikres, men man må håbe, at især de private virksomheder lever op til deres samfundsansvar og tilvejebringer fx løntilskudsjob med mening og perspektiv.

Det er glædeligt, at ordningerne ikke skal finansieres af et forhøjet a-kassebidrag.

Der bliver pillet lidt ved reglerne for seks ugers selvvalgt. MA havde helst set, at man ikke havde forringet kursusmulighederne, så man fremover skal vente fire måneder og ikke som nu kan gå direkte på kursus efter ledighed.

Samlet set er disse tiltag dog lappeløsninger på et i bund og grund forældet dagpengesystem, som mere hører et industrisamfund til. En fremsynet regering ville insistere på en kort genoptjeningsperiode ned til tre måneder som i Sverige. Den rigide grænse på 30 uger på supplerende dagpenge skal ophæves. Og de timer en vidensiværksætter bruger på at komme i gang skal tælle med i genoptjeningskravet.

Frederik Dehlholm
Formand for MA

Deltag i underskriftsindsamlingen for forlængelse af dagpengeretten.

0 kommentarer