Karen Høghs debatindlæg er bragt i Berlingske som replik til indlæg af Kristian Jensen, Venstres næstformand.

“Er seks kr. virkelig nok for venstrefløjen?”

  • 21 apr. 2015 Kl 10:44

Af Karen Høgh, cand.scient.soc., arbejdssøgende 

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke på kontanthjælp. Men jeg er arbejdsløs akademiker på 15. måned og dagpengemodtager. Jeg er derfor ikke direkte berørt af Venstres kampagne, der raser specifikt mod kontanthjælpsmodtagere, der har børn at forsørge. Ikke endnu, i hvert fald. Venstres næstformand, Kristian Jensen, efterspørger med sit indlæg på b.dk 5. marts 2015 en debat om, hvornår det rent faktisk kan betale sig at arbejde.

Den debat vil jeg gerne tage del i, da der ikke er noget, jeg hellere vil end at arbejde. Jeg er enlig mor til to børn på henholdsvis fem og to år og derfor også modtager af offentlige ydelser som børnetilskud, boligsikring og tilskud til daginstitutioner. Og hvor ville jeg gerne kvittere samfundet for denne sikring af mig og mine kære ved at betale skat af en fast månedlig lønindkomst og samtidig give afkald på de offentlige ydelser.

Kristian Jensen stiller sig spørgende over for, hvorvidt en gevinst på seks kroner i timen er incitament nok til at arbejde. Han henviser til, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at det kan betale sig at arbejde, når gevinsten er kr. 1.000 om måneden. Til Kristian Jensens kritiske spørgsmål er mit svar et indlysende ja, da et arbejde for mig ikke kun handler om pengene. At være i arbejde giver faglige udfordringer. At være i arbejde giver kollegial sparring. At være i arbejde giver livsglæde. At være i arbejde giver tryghed. At være i arbejde er med til at skabe min identitet. Og ikke mindst, at være i arbejde gør mig økonomisk mere uafhængig af det offentlige.

Med Venstres kontanthjælpskampagne er det nærliggende at tro, at seks kroner i timen og henvisningen til de kr. 454.215 et kontanthjælpspar med tre børn på et, fem og ti år kan få om året i offentlige ydelser, kommer til at spille en rolle for valgkampen i 2015.

Men kære Kristian Jensen, og kære politikere i Venstre, kan vi ikke godt nuancere debatten. Har jeg ret i, Kristian Jensen, at du glæder dig over din daglige kontakt med dine kolleger? At du føler inspiration ved at tage del i samfundsdebatten som folkevalgt politiker? Har jeg ret i, at dit selvværd stryger til tops, når du og dit parti har succes?

Som arbejdsløs er der langt mellem de faglige succeser. Og som arbejdsløs er der langt mellem den kollegiale opbakning, som fører til konkrete resultater. Men som arbejdsløs er jeg heldigvis stadig i stand til at lade mig inspirere. Derfor er jeg i opstartsfasen af egen virksomhed (som bibeskæftigelse). Ansvaret for, at jeg kommer i arbejde, ligger på mine egne skuldre. Og det ansvar tager jeg, ligegyldigt om det bliver til seks kr. mere i timen eller noget helt andet. Og det tror jeg også, der er mange kontanthjælpsmodtagere, der gør.

Når du, Kristian Jensen, omtaler de offentlige ydelser på kr. 454.215 som værende ydelser på knap en halv million kroner, fordrejer du fakta. Hvorfor ikke omtale beløbet som godt kr. 300.000? Eller lade det være ved de kr. 454.215 og så bruge kræfterne på en nuanceret debat i stedet, hvor der kunne sættes fokus på, hvad man rent faktisk får ud af at arbejde.

Om Karen Høgh

Cand.scient.soc. med speciale i internationale udviklingsstudier. Driver virksomheden Karen Hoegh Litteratur som bibeskæftigelse, hvor fokus er på skribentopgaver samt korrektur- og betalæsning.

Ansat som pædagogisk konsulent ved Faaborg-Midtfyn Kommune i virksomhedspraktik og efterfølgende i en løntilskudsstilling med opstart den 28. april 2015.    

0 kommentarer