Er du til Smart City, Time-to-market og SCRUM?

  • 19 jan. 2016 Kl 8:54

Læser man markedsanalyser i forhold til it, så meldes der om stor vækst i it-sektoren generelt.

Af Søren Gram Egeberg, karriererådgiver i MA

Computerworld dykkede ned i årsregnskaberne i 453 it-virksomheder og fandt en gennemsnitlig stigning i resultaterne før skat på 8,3 procent fra 2013 til 2014.

At dømme efter de forbedrede lønforhold for it-specialister i 2015 er væksten forsat. Der er tale om virksomheder, der leverer alt fra konsulentydelser over it-systemer til digital markedsføring.

It-løsninger skal ramme markedet hurtigere

Der er samtidig gang i et fokusskifte inden for it, hvor ”Time-to-market” er et af de største fokusområder.

Time-to-market handler om at få produktet hurtigere på markedet, men også om at reducere omkostningerne via smarte løsninger og om at lave fleksible produkter, der kan omstilles i forhold til nye behov hos slutbrugerne.

Det er bedre at være først ude med de nye produkter og så løbende udvikle på dem frem for at holde sig tilbage i håb om at stå med et mere fejlfrit produkt i sidste ende.

Smart City det nye buzz word

Tendenserne indenfor it-området breder sig.

Fx har Københavns Kommunes CIO (Chief Information Officer) så sent som i oktober 2015 udtalt, at kommunen er ”underdigitaliseret” og mangler kvalificeret arbejdskraft, fx hos Koncernservice. I 2016 har Københavns Kommune afsat 425 millioner til blandt andet at se på Smart City og byens rum, velfærd og velfærdsteknologi.

Smart City og bedre digitale løsninger og strategier får større og større betydning hos såvel private som offentlige virksomheder. Eksempelvis bryster Odder Kommune sig af at nå en stor del af deres borgere direkte via facebook og streaming.

Et af Danmarks største energiselskaber, NRGi kaster aktuelt en million efter projekter inden for smart teknologi i Østjylland.

Selv om man måske ikke jagter job som datalog, softwareingeniør eller lignende, bliver teknologiens betydning og Time-to-market principperne mere og mere tydelige også i mere traditionelle magisterjob.

Kan du SEO, SoMe, CMS?

I kommunikationsbranchen eksempelvis bliver det mere og mere udbredt, at jobbeskrivelserne indeholder begreber som: SEO (søgemaskineoptimering) – SoMe (sociale medier) – CMS (Content Management system, som fx bruges til hjemmesider) – og AdWords (små reklamer på fx Google genereret ud fra bestemte søgeord).

Tilsvarende stilles der i jobannoncerne i stigende grad krav til ansøgernes kompetencer inden for sociale medier, web eller it, fordi man har brug for at nå hurtigst muligt ud til kunden/klienten/borgeren med sine produkter.

For ledige viser tendenserne sig også i de regionale uddannelsespositivlister, hvor e-handel, digital markedsføring, SCRUM-kurser og lignende er blandt de mulige tilbud.

Hvad er SCRUM?

SCRUM er et projektstyringsværktøj i it-branchen, der bandt andet bruges ved udvikling af software og fokuserer på principper tilsvarende lean om at arbejde effektivt og reducere omkostninger.

Det er samtidig en tankegang, der accepterer, at det er umuligt fuldt ud at tilrettelægge og styre en kreativ proces, da ønsker, forudsætninger, teknologier kan ændres i løbet af processen. 

Udvikling bliver da ikke en lineær proces bestående af analyse, design, implementering og test, men en cirkulær, fleksibel proces, hvor produktet løbende bliver testet, udviklet, forbedret, ændret.

Vi kan nok forvente, at kompetencer inden for teknologi kommer til at være endnu mere værdsatte fremover i rigtig mange typer stillinger.

Kilder:

0 kommentarer