Ny lønsikringsaftale i hus.
Fra venstre Jørgen Seligmann, BNP Paribas Cardif Forsikring, Frederik Dehlholm, formand for MA og Henrik Larsen, Marsh A/S.

Endelig en attraktiv lønsikring

  • 22 jan. 2014 Kl 12:06

I mange år har MA haft en lønsikringsordning med Topdanmark administreret gennem DM. Nu kan en ny aftale tilbyde medlemmerne en forsikring, der er 36 pct. billigere.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Dagpengene er små. Det ved alle. Og da MA’s medlemmer for det meste er højtlønnede, kan det være en uvelkommen økonomisk rutsjetur, hvis uheldet skulle være ude og man mister sit job.

MA’s bestyrelse har derfor arbejdet for at gøre lønsikringen mere attraktiv for medlemmerne. Og det må siges at være lykkedes.

- Vi har fundet en ny udbyder på markedet, som kan tilbyde en langt mere fordelagtig forsikring. Prisen alene er hele 36 pct. billigere end Topdanmarks, og dertil kommer bedre generelle vilkår. Bliver tegningen en succes, indeholder aftalen en overskudsdeling, der vil blive udbetalt til medlemmerne, fortæller økonomichef Anders Secher, som har stået for de praktiske forhandlinger.

Har du allerede en lønsikring gennem Topdanmark eller et andet selskab, kan du uden problemer skifte til den nye uden at miste din anciennitet.

Eksempel

Har du en bruttoløn på 35.000 kr. pr. måned, ser regnestykket således ud:

Bruttoløn = 35.000 kr.
80 pct. af bruttoløn = 28.000 kr.
Dagpenge (MA) = 17.658 kr.
Lønsikring = 10.342 kr.

Hvis du vælger en dækning på 10.000 kr. pr. måned, vil det koste 319 kr. pr. måned før skat og 217 kr. efter skat ved et fradrag på 32 pct.

Nogle af forbedringerne:

  • Præmien- det du skal betale for forsikringen - er sat væsentligt ned. Prisen bliver 3,19 pct. pr. måned af det valgte månedlige dækningsbeløb. Maksimalt beløb, der kan vælges, er 30.000 kr.
  • Indtegningsalderen er forhøjet fra 55 til 60 år. Det vil sige, du kan tegne en lønsikring helt frem til, du fylder 60.
  • Kravet om, at man ikke inden for de sidste to år må have fået udbetaling fra en lignende privat arbejdsløshedsforsikring for at kunne tegne forsikringen, er væk.
  • Kvalifikationsperioden (tidligere kaldet initialkarensen) er nedsat fra ni til seks måneder. Det vil sige, du skal have betalt til din lønsikring i minimum seks måneder, før du kan få gavn af den.
  • Efter 60 dages arbejdsløshed får du en udbetaling for én måned og derefter udbetales for den enkelte dag.
  • Forsikringen træder i kraft hurtigere – nu fra tegningsdatoen og ikke som tidligere fra den 1. i måneden efter. Kvalifikationsperioden overstås derved hurtigere.
  • Ferie og barsel accepteres nu i kvalifikationsperioden og under optjening af beskæftigelseskravet på de 12 måneder.
  • Den maksimale udbetaling er forhøjet fra 78,2 til 80 pct. før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Det gør det samtidigt lettere at beregne, hvor meget der kan forsikres.

I løbet af de næste måneder vil MA ringe til de af vores medlemmer, der er i beskæftigelse, for at fortælle nærmere om den nye lønsikring.

Firmaet bag hedder BNP Paribas Cardif og har været længe på det svenske marked.

Har du allerede nu spørgsmål, er du velkommen til at ringe til dem  på 80 70 20 80 på hverdage mellem 9 og 16.

0 kommentarer