En formand takker af

  • 28 apr. 2014 Kl 11:00

Kære alle medlemmer i MA

Jeg holder nu op som formand for MA, da jeg er faldet for den mærkelige aldersgrænse, der lovgivningsmæssigt er for medlemskab af en a-kasse. Sidste år faldt MA’s tidligere næstformand Einar Carstensen for den samme regel. De fleste, der bliver smidt ud af deres a-kasse, når de bliver 65, bliver overraskede og fornærmede. Det viste vores undersøgelse af dette spørgsmål. Jeg har tidligere selv – men uden held – og i samarbejde med AK-Samvirke og Ældre Sagen arbejdet for at få ændret denne aldersdiskriminerende lov. Hvorfor kan folk, der fortsat ønsker at være aktive på arbejdsmarkedet ikke være medlem af en a-kasse?

Denne regel er dog ikke det største problem blandt de mange mærkelige regler i dagpengelovgivningen: Den forkortede dagpengeperiode, den fordoblede genoptjeningsperiode, reglerne for supplerende dagpenge, eller umuligheden af at få dagpenge samtidig med, at man undersøgende forsøger at opbygge en selvstændig virksomhed.

I marts måned havde jeg mere pressearbejde end i nogen anden måned i de over fem år, jeg har været formand. Det drejede sig om at kommentere Carsten Koch-udvalgets rapport og om at fortælle, at de arbejdsløshedstal, vi har registreret i MA for de såkaldte arbejdsløshedsskabende uddannelser, slet ikke er så meget større end for andre fag. Det er godt, at MA’s bestyrelse har besluttet at sætte flere sekretariatsressourcer af til at støtte pressearbejdet. Vi står over for nye faretruende angreb på a-kassemedlemmerne og a-kasserne.

Det vigtigste, der er sket i min formandsperiode, er forbedringen af servicen over for medlemmerne. Det fortsætter med flere nye tiltag her i 2014. Kvaliteten af it-systemerne er væsentligt forbedret, medlemstallet er vokset markant, men kontingentet er ikke steget. Samarbejdet med DM er blevet væsentligt udviklet. Det begyndte med Candportalen, og nu har vi oprettet en fælles hvervning og er flyttet ind i DM’s nye bygning. Det er ligeledes glædeligt, at både GL’s og DM’s næstformand er medlem af MA’s bestyrelse.

Det har været en god kombination, at jeg både har været formand for DM Privat og MA, da det jo er det private arbejdsmarked, der aftager flere og flere af de nye dimittender.

Vores største problem er den stadig alt for store dimittendledighed. Det er dejligt, at DM har afsat ekstra ressourcer til at gøre noget ved dette.

Tak til MA’s bestyrelse for det gode samarbejde, vi har haft igennem hele min formandsperiode.

Formandsskifte: Per Clausen og Frederik Dehlhom

Ny formand for MA: Per Clausen tager over efter Frederik Dehlhom

Jeg er glad for, at Per Clausen overtager formandsposten. Per er den, der har siddet længst i MA’s bestyrelse, han er en meget erfaren fagforeningsmand og meget vidende om, hvad der foregår på Christiansborg. Per har samtidig nedtrappet noget af folketingsarbejdet, så han får tid til arbejdet som formand for MA.

Jeg vil gerne sige tak til direktøren for MA, Hans Peter Messerschmidt Andersen, for hans store og engagerede indsats for MA. Jeg er tryg ved en fortsat fremgang for MA med Hans Peter som direktør.

Den største tak skylder jeg naturligvis de ansatte i MA og deres daglige arbejde og engagement for medlemmerne. Også en stor tak til tillidsrepræsentanterne for et godt samarbejde.

Mange hilsner

Frederik Dehlholm
- afgået formand for MA

0 kommentarer