Line: “Jeg er rigtig god til at lave hjerter i caffe latt’en.”

En caffe latte til cv’et

  • 24 jan. 2014 Kl 7:41

I takt med at mit studie lakker mod enden, giver ordene netværk, cv og studierelevant mig en smule koldsved og nervøse trækninger. For har jeg i løbet af mine nu fire et halvt år på universitet haft de rigtige studiejobs? De studiejobs som skal sikre mig et arbejde på den anden side af min kandidatgrad?

Af Line Toft Sørensen, stud.scient.soc.

At have arbejdet fire år i en kaffebar lyder umiddelbart ikke som vejen ind i et fremtidigt akademisk job. Det er tvivlsomt, hvor mange point mine kommende arbejdsgivere giver for en god cappucino eller hjertemønstre i en cafe latte. Jeg kan rydde borde og stable tallerkner, men kan jeg også varetage et job, hvor mine akademiske evner kommer i spil?

Hvis man udelukkende kigger på erhvervserfaring på mit cv, så ville jeg nok ende i bunken af ’dur ikke’. Min direkte akademiske erhvervserfaring er begrænset. Det, der derimod fylder mit omtrent to sider lange cv ud, er blandt andet frivilligt arbejde, koordinator for faglige arrangementer på universitet, udveksling og feltarbejde forskellige steder i verden – alt sammen noget, der har styrket min akademiske profil.

Problemet er, at intet af dette er noget der kan sikre mig tag over hovedet eller mad på bordet, det kan mit job i kaffebaren derimod. Udover at sikre mig mod personlig konkurs eller en kæmpegæld har muligheden for fleksibelt aften-, weekend- og ikke mindst feriearbejde givet muligheden for at tilføje blandt andet projektledelse, udarbejdelse af workshops samt erfaring med brugen af kvalitative metoder til cv’et. Aktiviteter der giver point på kompetencekontoen, men ingen penge på bankkontoen.

Min pointe er, at det gode studiejob kan være mange ting, ikke nødvendigvis kun studiejobbet i ministeriet eller den store globale virksomhed. Vejene til den gode karriere er mange.

Min vej mod titlen som færdiguddannet er ikke kun præget af høje stabler af tallerkner og flotte figurer i kaffen. Studiejobbet i kaffebaren har været mit fundament for at udvikle den profil, jeg ønsker at ende med, når jeg inden længe står med eksamensbeviset i hånden og udsigten til et arbejdsliv.

Det må da siges at være et godt studiejob!

Line læser internationale studier på Roskilde Universitet.

 

0 kommentarer