Efterlønsbidraget tilbage? Fleksibiliteten er det vigtigste!

  • 26 apr. 2012 Kl 11:28

Annike Kjær Hansen blev landskendt, da hun i marts måned i år deltog i DR’s Pengemagasinet om efterlønspengene. Skulle hun hæve dem eller ej? Hun var meget i tvivl. Hvad endte det med? MA-Nyt har fået fortsættelsen…

Foto: DR

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA.

Annike arbejder til daglig på Avedøre Gymnasium som studie- og læsevejleder. Med ca. 20 år tilbage til pensionen, er Annike lige præcis i det segment af medlemmer, der kan være stærkt i tvivl, om man skal melde sig ud af efterlønsordningen eller blive for at beholde fordelene ved at kunne trække sig tidligere tilbage eller ved at have seniorjobordningen i baghånden. ”For mig er det vigtigste helt klart at kunne sige, at økonomiske hensyn ikke må hindre mig i at kunne drosle ned med at arbejde, når jeg har lyst eller behov for det,” fortæller Annike. ”Så efter udsendelsen gik jeg i gang med at undersøge mulighederne mere og få et mere præcist overblik over mine pensionsforhold.

MP Pension var så søde at ringe uopfordret og tilbyde deres hjælp, men det blev mest banken og hjemmets egen finansminister, min mand, der regnede det hele igennem.” Konklusionen blev, at pensionsmodregningen blev for stor i Annikes efterløn. I stedet kunne fleksibiliteten opnås ved at bruge pengene til at nedbringe et boliglån.

Kollegasnakken

”Mine kolleger på gymnasiet har selvfølgelig været nysgerrige efter, hvad jeg nåede frem til, men jeg fortæller dem også, at det meget kommer an på ens individuelle situation. De kan ikke overføre mine forhold til deres.” Annike kiggede også på sin GL-overenskomst og på seniorjobordningen. Overenskomsten er god med krav om genansættelse, hvis gymnasiet fx skulle lukkes. Hun synes ikke, seniorjobordningen lyder attraktiv nok og er i tvivl om, hendes kommune ville kunne tilbyde hende noget relevant.

”Selvfølgelig har mine overvejelser meget gået på, om man nu kan holde til jobbet. Men jeg tror på, at de kompetencer, jeg har som akademiker og med den videreuddannelse, jeg har taget, så skal jeg nok kunne finde et nyt job, hvis det blev aktuelt,” slutter Annike Kjær Hansen.

Hvor mange vil have deres efterlønsbidrag tilbage?

0 kommentarer