Foto: Sprogcenter Aalborg på YouTube

Du skal ikke redde verdenen, men kommunerne

  • 17 maj. 2016 Kl 9:18

Et oplæg på en MA-workshop fra Næstved Sprogcenter gav efterfølgende job til to af deltagerne. Sådan går det desværre ikke hver gang, MA inviterer arbejdsgivere indenfor, men læs her den gode melding om en sektor i vækst.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Danmark har over 50 sprogcentre fordelt ud over det ganske, danske land. Og vi har ca. 90 asylcentre. Her skal de nye borgere undervises i dansk og sluses ud på arbejdsmarkedet. Og ifølge finansministeren vokser Danmarks befolkning med 97.000 de kommende år på grund af flygtningesituationen.

Carsten Lê Madsen er direktør i Sprog- og Integrationscenter Næstved. Han har lige ansat Mattias og Mette, som fik øjnene op for jobåbningerne, da de deltog i et arrangement i MA. Mette underviser nu asylansøgere, og Mattias er blevet projektansvarlig for salg til kommuner og virksomheder. Ingen af de stillinger var slået op.

Sprogcentrene står for integrationsfremmende kurser, fx med fokus på det danske arbejdsmarked, særlige ungeforløb, kultur- og samfundsundervisning samt introduktion til dansk sprog og kultur for asylansøgere.

Du kan med fordel være opsøgende

- Kig efter to spor, er Carsten Lê Madsens råd.

Har du mindst et sprogfag, kan du undervise i dansk for udlændinge på et sprogcenter. På asylcentre er der ingen sprogkrav. Her kan du godt være kandidat i fx Afrikastudier. Det er undervisersporet.

Det andet handler om arbejdsmarkedet.

- Her skal du være opsøgende. Der ligger masser af stillinger in spe omkring aktivering, jobåbninger og projektledelse. Her er ingen formelle sprogkrav, men krav om til dig som ansøger med at byde ind med noget. Du har måske mulighed for at skabe din egen stilling. Netværk dig til jobbet, siger Carsten Lê Madsen.

Forskellen fra gymnasielærerjobbet

Der er ny lovgivning på vej på området. Hold øje med den. Kommunerne står over for en kæmpe udfordring med integration af nye borgere – og ikke mindst med at finde jobs til dem.

“Hold op et sjovt område”. Underviser på Næstved Sprogcenter

Næstved Sprog- og Integrationscenter står for undervisningen af omkring 700 voksne udlændinge i Faxe og Næstved Kommune samt omkring 700 asylansøgere i Næstved og Lolland Kommune. Det giver en Melting Pot af 70 nationaliteter.

Som en underviser siger: ”Jeg møder verden hver dag, jeg går på arbejde”. Dertil kommer, at her underviser man nogen, der faktisk gerne vil undervises. De får masser af aha-oplevelser. Det er jo ikke altid hverdagen på et gymnasium.

Carsten Lê Madsen har også et sidste vigtig råd.

- Jeg har al mulig forståelse for, at man tager udgangspunkt i, at ”det er hårdt at være flygtning”. Næstekærligheden og omsorgsgenet må meget gerne være der. Det er godt med værdier og hjerte på rette sted.

Men Carsten understreger, at det er ikke det, der er afgørende. Det er et arbejde, det her. Man skal ikke tro, at man kan redde verdenen. Det er kommunerne, der skal reddes lige nu!

0 kommentarer