Alle taler om det nu

  • 16 aug. 2012 Kl 11:15

Katastrofen nærmer sig for de mange arbejdsløse, der ikke kan finde et job på trods af deres ihærdige jobsøgning. I MA’s prognose står 675 for at falde ud af dagpengesystemet den 1. januar, og dette tal vil øges for hver måned, der går i 2013. Det er ikke acceptabelt. Dagpengereglerne må og skal laves om.

Ikke blot skal dagpengeperioden forlænges, i det mindste så længe der er høj arbejdsløshed, men også den urimeligt lange genoptjeningsperiode på et år skal sættes meget væsentligt ned for at genoptjeningsmuligheden skal være reel. Ikke mindst for medlemmer af MA, som ofte langsomt gennem småjobs og deltidsjobs får banet vejen til en fast fuldtidsstilling. Begrænsningen på de 30 uger på deltidsdagpenge/supplerende dagpenge skal også fjernes.

Forringelserne i dagpengesystemet har ikke kun katastrofale følger for de arbejdsløse. Det rammer også dem, der er i arbejde med ekstra frygt for fyring, som fører til øget knokleri, stress og løntilbageholdenhed. Dette er en del af den slet skjulte dagsorden bag forringelserne i dagpengesystemet. Det bør få alle lønarbejdere til at stå sammen med de arbejdsløse om kravet om fjernelse af forringelserne. Alle taler om det, nu er det på høje tid, at der sker noget politisk.

Frederik Dehlholm
Formand for MA

Læs også: Nærmer du dig dagpengekanten?

0 kommentarer